Rekordmange sejlede med LangelandsFærgen denne sommer

Antallet af passagerer ligger på 93.259, hvilket er en stigning på 4,4 procent i forhold til juli 2015.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været en kanonsommer for LangelandsFærgen.

De nyeste trafiktal viser nemlig, at færgetrafikken mellem Spodsbjerg og Tårs har haft vækst med juli som den største rejsemåned siden Storebæltsbroen blev etableret i 1998. Det skriver Færgen i en pressemeddelelse.

93.259 passagerer var på færgefarten i juli måned, hvilket svarer til en stigning på 4,4 procent, hvis man sammenligner med juli sidste år.

- Trafiktallene bekræfter os i, at vores samarbejde med de lokale turismeorganisationer er lykkedes og fortsat virker efter hensigten, udtaler Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef hos Færgen, og tilføjer:

- Ligeledes hører det med til historien, at vi oplever synergieffekterne af en meget positiv samfundsudvikling på Lolland-Falster med øget jobskabelse via en række virksomheder, der tilflytter området. Under alle omstændigheder er det meget sjældent og meget glædeligt, at ruten kan fortsætte med at fremvise vækst.

Gennem flere år har LangelandsFærgen kunne vise stigende trafiktal, hvilket ellers er en sjældenhed i dansk færgefart.

Udviklingen kulminerer

Udover det stigende antal passagerer på LangelandsFærgen, så er antallet af fragtede personbiler også steget med 5,2 procent fra juli 2015 til juli 2016, ligesom der var 1,6 procent flere fragtede lastvogne og hele 18,6 procent flere fragtede busser i perioden.

Udviklingen har kulmineret denne sommer, hvor det samlede antal af fragtede personbiler steg med seks procent i højsæson månederne juni, juli og august. Søndag den 31. juli var dagen med flest personbiler på færgen. 808 personbiler var med LangelandsFærgen den dag.

At det i 2015 blev muligt at benytte Brobizz mellem Spodsbjerg og Tårs mener Lindy Kjøller kan være en årsag til væksten. Det har gjort check-in og betalingen hurtigere. 

Færgen er Danmarks største ø-rederi, der udover at sejle til Lolland sejler til Bornholm, Samsø, Fanø, Als, og Langeland via syv forskellige ruter.


Nyhedsoverblik