Det vi har sammen

Rekordmange har søgt julehjælp i år

Susanne Beckman er én af de mange, som har søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp i år. Foto: TV ØST

13.560 har indsendt en ansøgning om julehjælp hos Dansk Folkehjælp. Det er 85 procent flere end sidste år.

For de fleste er julen en god tid, men for nogen kan den være barsk at skulle igennem.

For når budgettet ikke rækker til at købe hverken julemad, julegaver eller sågar et juletræ, så kan det være svært at se det positive i højtiden. Og det tyder på, at langt flere står i denne situation.

Voldsom stigning

I år har Dansk Folkehjælp oplevet en voldsom stigning i antallet af julehjælpsansøgninger. Mere end 20.000 familier har henvendt sig om julehjælp, mens 13.560 har indsendt en ansøgning. Sidste år søgte 7.300 om julehjælp. Dermed er tallet næsten fordoblet – mere præcist er det en stigning på 85 procent i forhold til sidste år.

En af dem, der har indsendt en ansøgning i år er Susanne Beckman fra Kraghave uden for Nykøbing Falster, som er på kontanthjælp.

- Jeg kan slet ikke se mig ud af december måned, hvis ikke jeg søgte. Nu har jeg prøvet det før og haft rigtig god succes med det og ved i den julekasse, der er alt hvad hjertet begærer, siger hun.

Susanne Beckman har tidligere søgt og fået julehjælp to gange. For at få råd til en gave til sin søn og få dækket de omkostninger, håber hun at modtage en kurv igen i år.

Julekurv

En julekurv fra Dansk Folkehjælp består af et gavekort på 500 kroner til en kolonialbutik, som kan dække julemaden. Derudover er der to gavekort af 500 kroner til henholdsvis Sportmaster og Fætter BR.

- Der er desværre ikke en opsparing eller noget, hvor jeg kan gå hen og købe den ekstra store gave til ham, siger Susanne Beckman, som har 1.700 kroner til rådighed om måneden til mad og fornøjelser, efter de faste udgifter er betalt.

44% ramt af kontanthjælpsloftet

Ifølge Dansk Folkehjælp er 44 procent af ansøgerne berørte af regeringens kontanthjælpsloft, ligesom Susanne Beckman. Det gør, at mange har fået skåret i de offentlige ydelser, og derfor søger om julehjælp.

- En række familier er ramt af bistandsloftet og det, så vidt jeg forstår, så er det cirka eller det er tæt på halvdelen af vores ansøgere, som er ramt på den måde, siger Poul Ejner Jensen fra Dansk Folkehjælp.

Kan ikke hjælpe allle

Hos Dansk Folkehjælp regner man med at kunne hjælpe syv til otte tusinde ansøgere. Det betyder, at der stadig vil være mange familier, som vil sidde tilbage uden julehjælp og det vil være ekstra hårdt for Susanne Beckman i år, efter hun har fået mistet det meste af sin boligstøtte og er blevet ramt af regeringens kontanthjælpsloft.

- I år er den bare mere hård for os, end den har været de andre år. Og på baggrund af det, der kan man godt mærke, man bliver ekstra forpustet, man nyder ikke julen. Slet ikke på samme måde, siger hun.

I vores område har 2.149 familier søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App