Rekordantal af sjællandske børn ringer til BørneTelefonen

Over hele landet ringer børnene til BørneTelefonen som aldrig før – også i Region Sjælland. Det kan handle om alt fra hundehvalpe til selvskade, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

BørneTelefonen hos Børns Vilkår fylder 30 år i dag – og børnene bruger telefonlinjen som aldrig før.

I 2012 henvendte 4.272 sjællandske børn sig til Børns Vilkår, mens der i 2016 var 6.255 børn fra Sjælland, der rakte ud efter hjælp hos de frivillige rådgivere. Faktisk er antallet af henvendelser steget over hele landet, og Børns Vilkår har på de 30 år haft 390.686 samtaler med børn og unge.

Det kan hænge sammen med den udvidede åbningstid og flere rådgivere, der står klar i den anden ende af røret, fortæller Ea Bagge fra Slagelse, som har været frivillig på BørneTelefonen i 1,5 år.

quote I dag søger børnene mere hjælp, og jeg tror, det hænger sammen med, at vi taler mere om det i dag og har et andet børneperspektiv, end vi havde for 30 år siden.

Ea Bagge, frivillig hos Børns Vilkår

- Vi har udvidet vores åbningstid, og i dag er der flere rådgivere til at hjælpe. I dag søger børnene mere hjælp, og jeg tror, det hænger sammen med, at vi taler mere om det i dag og har et andet børneperspektiv, end vi havde for 30 år siden, siger Ea Bagge, der også er pædagog og familieterapeut.

Alt fra hundehvalpe til selvskade

Da Ea Bagge var i gang med sin uddannelse som familieterapeut for tre år siden, fik hun mod på at blive frivillig hos Børns Vilkår. Det første 1,5 år sad hun på BørneTelefonen i Valby, mens hun det seneste halvandet år har været frivillig på BørneBrevkassen, hvor hun arbejder hjemmefra i Slagelse og besvarer to-tre breve om ugen – og de kan handle om alt mellem himmel og jord, fortæller hun.

- Der er meget stor forskel på, hvad børnene ringer ind med. Nogle ringer og fortæller, at de ikke må få en hundehvalp for deres forældre, mens alle vennerne har en, og nogle er trætte af deres lektier, som de ikke gider at lave. Andre ringer og fortæller os alvorlige ting, hvor de går og overvejer selvskade og nogle endda selvmord, siger Ea Bagge.

Andre typiske problemer, som børnene deler med de frivillige, er uoverensstemmelser med eller mellem forældrene, skilsmisser, mobning og digitale krænkelser. 

Børns Vilkår
Læs også
Børns Vilkår: Vi skal tage ansvar for hinandens børn
Børns Vilkår
Læs også
Børns Vilkår: Vi skal tage ansvar for hinandens børn

Helt ned til 9 års alderen

Børn og unge over hele landet benytter sig dagligt af telefonlinjen og de andre medier, som Børns Vilkår har stillet til rådighed - chat, internetbrevkasse, sms og snart en YouTube-kanal.

quote Rigtig mange børn ringer efter skole. Det kan være, de har haft en konflikt i skolen eller føler sig ensomme, når de har fri.

Ea Bagge, frivillig hos Børns Vilkår

Ifølge Ea Bagge er nogle af børnene helt nede i niårs-alderen, mens de ældste kan være omkring 21-22 år. Tidspunktet på henvendelserne varierer derfor meget, men alligevel kan der tegne sig et mønster, fortæller hun.

- Rigtig mange børn ringer efter skole. Det kan være, de har haft en konflikt i skolen eller føler sig ensomme, når de har fri. Andre ringer først om aftenen, når de er alene og har tid til at samle en masse tanker. De kan have det rigtig svært og går måske og overvejer selvskade, når de sidder alene på værelset, siger hun.

Det kan også være i særlige perioder som i ferien, at børnene ringer. Her kan mange føle sig ensomme.

- Det er typisk i ferierne, at børnene ringer. De har måske ikke så mange planer eller vil gerne på ferie som deres venner.  Måske er forældrene ikke hjemme og er helt overladt til sig selv.

BørneTelefonen er åben over for alle slags henvendelser hver dag fra klokken 11-02. Ea Bagge forsikrer, at de tager dem alle alvorligt.

Du kan fange de frivillige på BørneTelefonen ved at ringe 116 111.

Antal henvendelser på tværs af regionerne 2012-2016

Region Hovedstaden
  • 2012: 9.716 henvendelser
  • 2013: 10.380 henvendelser
  • 2014: 11.066 henvendelser
  • 2015: 13.577 henvendelser
  • 2016: 13.738 henvendelser
Region Midtjylland
  • 2012: 6.571 henvendelser
  • 2013: 7.028 henvendelser
  • 2014: 8.289 henvendelser
  • 2015: 8.966 henvendelser
  • 2016: 9.188 henvendelser
Region Nordjylland
  • 2012: 2.510 henvendelser
  • 2013: 2.668 henvendelser
  • 2014: 3.165 henvendelser
  • 2015: 3.275 henvendelser
  • 2016: 3.730 henvendelser
Region Sjælland
  • 2012: 4.272 henvendelser
  • 2013: 4.555 henvendelser
  • 2014: 5.373 henvendelser
  • 2015: 6.189 henvendelser
  • 2016: 6.255 henvendelser
Region Syddanmark
  • 2012: 7.386 henvendelser
  • 2013: 7.907 henvendelser
  • 2014: 8.039 henvendelser
  • 2015: 8.071 henvendelser
  • 2016: 8.716 henvendelser

Henvendelserne dækker over BørneTelefonen, Chatten, SMS’en og BørneBrevkassen. 


Kilde: Børns Vilkår

Nyhedsoverblik