Det var et voldsomt syn, der mødte beboerne i det centrale Nykøbing Falster natten mellem den 27. og 28. maj sidste år. Tre opgange i Jernbanegade nr. 36, 38 og 40 stod i flammer, blandt andet bodegaen Østerport i nr. 38, der nærmest havde kultstatus.
Branden opstod i kiosken Oasen i stueetagen, men selv om over 50 brandfolk deltog i slukningsarbejdet tog bygningerne voldsomt skade.
Kræver minimum fire års fængsel
Nu har anklagemyndigheden gjort skaderne op.
- Det løber op i 25 millioner kroner. Branden gik ud over flere bygninger, og selv om alt ikke er helt opgjort endnu, så er det mit bedste bud, siger anklager ved Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi, Susanne Bluhm.
Brandsager er altid meget alvorlige. Heldigvis var der i denne sag ikke konkret fare for mennesker
Sagen mod tre mænd kommer for retten sidst i april. Anklagemyndigheden havde rejst sagen som en nævningesag, fordi anklagerens påstand er en straf på over fire år, men forsvaret har ønsket at sagen bliver en domsmandssag med 1 dommer og to domsmænd. Sagen er berammet til fem dage.
- Brandsager er altid meget alvorlige. Heldigvis var der i denne sag ikke konkret fare for mennesker. Men der var rigtig mange i bygningen, som var nødsaget til at forlade den, siger Susanne Bluhm.
Relationer til bandemilhøet
Sydsjællands og Lollands-Falster Politi meldte ret hurtigt i maj 2018 ud, at de mente, at branden var påsat, blandt andet fordi der i forbindelse med branden lød et brag og branden udviklede sig voldsomt meget hurtigt.
Efter en måneds efterforskning oplyste politiet i juni 2017 i en pressemeddelelse, at en 36-årig mand med relationer til bandemiljøet var blevet anholdt og mistænkt for branden. Den 36-årige, der i dag er fyldt 37 år, er tiltalt for at have påsat branden.
Senere i august 2017 anholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi så yderligere to mænd på henholdsvis 27 og 37 år og sigtede dem for at være involveret i branden. Susanne Bluhm oplyser, at de to mænd i dag er tiltalt for at have medvirket til branden.
Har søgt om at rive bygningen ned
Ejeren af bygningen, Steen Schibstad, håber at sagen nu bliver afsluttet. Dagen efter branden talte han med TV ØST på stedet og fortalte, at han først troede, at der var tale om en joke. Desværre viste det sig, at han havde mistet den ejendom, som han havde ejet i 35 år og hvorfra han havde drevet Østerport Fysioterapi på 1. sal i bygningen. Klinikken er i dag flyttet til Skovboulevarden 3.
- Når jeg ser billederne fra dengang, har jeg det stadig dårligt med det. Men heldigvis kom vi hurtigt videre. Det hele gik meget hurtigt og vi fik hjælp fra en masse mennesker. Både erhvervsforeningen, private, andre fysioteraupeuter. Det var dejligt at mærke, at nogen følte med én, for alt var kaos, fortæller Steen Schibstad.
Bygningen i Jernbanegade står i dag som en brandtomt med et tre meter højt plankeværk omkring og Steen Schibstad vil ikke genopbygge ejendommen. Han er nu i gang med at søge om at få lov til at rive bygnigen ned.