Regn over festival gav store skader på anlæg

Ringstedfestivalen regnede væk. Det kommer nu til at koste selskabet bag dyrt. I næste uge skal kommunen afgøre, om der er ryddet ordentligt op i anlægget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Direktøren for Ringsted Festival er trukket i arbejdstøjet og går rundt i Ringsteds Lystanlæg og tilser oprydningen efter årets festival, der druknede i regn. I sine 13 år som ejer og daglig leder af festivalen har Anders Sørensen ikke oplevet et regnvejr, som det der torsdag i sidste uge, væltede ned over festivalteltet under bandet TV2s koncert: 

- Jeg søgte tilflugt inde i teltet her og stod og oplevede de her kæmpe vandmasser. Lyden af regnen på teltet overdøvede næsten musikken, og vi oplevede en simpelthen en flodbølge af vand, siger Anders Sørensen til TV ØST. 

De store vandmasser lavede Lystanlægget, hvor festivalen hvert år løber af stablen, om til et mudderhul. Og parken er stadig ramt af ødelæggelserne efter de store mængder regn. Derfor bliver oprydningsarbejdet også dyrere end normalt. Ikke den million, som nogen har gættet på, mener Anders Sørensen, men Ringsted Festival A/S skal have en del penge op af lommen.

- Et år uden regnvejr ligger udgiften på cirka 15-20.000 kroner for de skader, der kan være rundt omkring. Jeg vil estimere, at det i år bliver omkring 100.000 kroner dyrere afhængig af, hvilken løsning vi vælger, siger Anders Sørensen. 

Han er dog ikke i tvivl om, at han og hans folk nok skal få parken pæn at se på igen. 

- Ja, det vurderer jeg bestemt, at vi kan. Vi har haft besøg af vores anlægsgartner, og de ser ikke nogen stor problematik i det, siger han.

Kommune tror på bedring

Ringsted Kommunes tekniske direktør tror også på, at den gamle have kommer til at blive sig selv igen. 

- Det gør Lystanlægget helt sikkert. Det er selvfølgelig et spørgsmål om tid, men på mandag har vi gennemgang af området, hvor vi skal se på, hvad der kan gøres for at få det genetableret, siger Tine Christiansen og fortsætter:

- Hele hændelsen omkring ekstremregn, som jo var tilfældet her, det er noget vi kan lære af. Så når det her er overstået, vil vi foretage en evaluering sammen med Ringsted Festival, siger hun.

Flere borgere har igennem Dagbladet kritiseret parkens tilstand efter festivalen. Men da vi møder pensionist Henning Clausen, der cykler gennem anlægget flere gange om ugen, siger han med ro i stemmen: 

- Et par dage med et par maskiner og lidt udluftning, så mener jeg - uden at vide noget om det selv - at det kommer igen. Det er kommet igen hvert år, og det har godt nok været lidt værre i år grundet regnvejret, men jeg tror stadigvæk på, at det skal nok blive igen, siger han.


Nyhedsoverblik