Regionsrådsformand: Det tyder ikke på, at Næstved Sygehus har handlet forkert

Regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er grund til at tro andet, end at regionen har handlet korrekt i sagen om den forgiftede familie.

Det er for tidligt at drage konklusioner om forløbet om den forgiftede familie, lyder det fra regionsrådsformand Jens Stenbæk.

Sagen om den forgiftede congolesiske familie fra Haslev har taget en alvorlig drejning, efter TV 2 afslørede, at familien i ugen op til de to dødsfald torsdag havde henvendt sig til både praktiserende læge, vagtlæge og sygehus med deres symptomer.

Regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), mener dog ikke, at der på nuværende tidspunkt, er grund til at tro, at der ligger faglig inkompetence til grund for, at to af familiens børn mistede livet. 

Læs også Flygtningefamilies lægehus: - Jeg kan ikke se, at vi kunne have handlet anderledes

Han fortæller, at man allerede har lavet en undersøgelse af afdelingen på Næstved Sygehus, der havde den nu afdøde 15-årige pige indlagt et par timer tirsdag i sidste uge.

Denne undersøgelse har ifølge regionsrådsformanden ikke vist tegn på, at der kunne være gjort noget anderledes.

Nedenfor kan du læse, hvad Jens Stenbæk svarede på TV ØST's spørgsmål om sagen og sygehusenes tackling.

Hvordan kan et forløb, hvor en familie gør, hvad den kan – og søger læge, når de får symptomer – gå så galt? Er der tale om inkompetence eller systemfejl?

Det kan man ikke konkludere. Det, der i første omgang er undersøgt, er, hvad forløbet har været på Næstved Sygehus under denne her indlæggelse. Det har sygehuset gennemgået, og indtil videre har man ikke kunne finde ting, som kunne have været håndteret anderledes i det forløb.

Det er for tidligt at snakke om, hvilke konsekvenser det har, før vi kender hele forløbet. Vi er kun interesserede i at medvirke til, at det her bliver afdækket

Jens Stenbæk (V), regionsrådsformand, Region Sjælland

Fortalte det ikke til pressemødet

Vidste I torsdag, da I holdt pressemøde, at familien havde været i kontakt med sygehusvæsenet allerede mandag, samt indlæggelsen tirsdag?

Man vidste, at familien havde været i kontakt med sygehusvæsenet, og at der havde været en indlæggelse om tirsdagen, det vidste man, da pressemødet blev afholdt.

Hvorfor oplyste I det så ikke?

Jeg kender ikke helt årsagen til, at man ikke oplyste om dette, men det, jeg har hørt, er, at der var en del uklarhed om hele forløbet og omfanget af involvering af lægevagt, og derfor valgte man ikke at tage det med i forhold til det, man synes var mest akut og relevant på pressemødet.

I oplyser, at jeres undersøgelse af sagen på selve afdelingen på sygehuset ikke har givet grundlag for at iværksætte yderligere undersøgelser. Betyder det, at I frikender Næstved Sygehus i denne sag?

Vi drager ikke nogen konklusioner på nuværende tidspunkt. Det er vigtigt at være forsigtig med at drage konklusioner, inden der er fastlagt en dødsårsag, og det arbejder retsmedicinerne på Rigshospotalet stadig med, og indtil da skal man være varsom med at træffe nogle konklusioner i forhold til det forløb.

Læs også Storebror mistede to søskende: - Mine forældre føler sig forkert behandlet

Kan godt se, det ligner en brist

Hvorfor agerede I så langsomt, da flere børn pludselig blev syge?

I det øjeblik der bliver ringet 112, og hvor vi som region kan reagere, bliver der handlet meget hurtigt og med en stor indsats fra vores præhospitale beredskab. Så der blev hurtigt sat ind i det øjeblik, at de får et 112-opkald.

Kan du se, at det udefra kan se ud til, at der er sket en alvorlig brist i jeres system?

Jeg kan sagtens se, at man kan have den oplevelse af situationen, at der da var nogle ting, man burde kunne have gjort. Men det er for tidligt at vurdere, om der var ting, man kunne have gjort anderledes, før man har hele forløbet afdækket og kender dødsårsagen.

Hvilke konsekvenser vil dette forløb få?

Det er for tidligt at snakke om, hvilke konsekvenser det har, før vi kender hele forløbet. Vi er kun interesserede i at medvirke til, at det her bliver afdækket. Er der nogle ting, der kunne være gjort anderledes? Er der noget her, vi kan lære af, så vi skal ændre nogle procedurer fremover. Men så længe man ikke kender den endelige dødsårsag, kan man ikke træffe en konklusion.

Læs også Forgiftningsmistanke: Familie søgte lægehjælp flere gange før to børns død

Kan være tryg som patient

Hvordan kan det være, I er så lukkede omkring denne her sag?

Vi har givet de oplysninger, vi har kunnet på nuværende tidspunkt. Der, hvor vi har været lidt begrænsede, er, at der er nogle tavshedsforpligtigelser i forhold til de konkrete patienter, som vi skal overholde. Men de generelle forhold omkring forløbet har vi ønsket at være åbne omkring, og det er vi fortsat.

Kan man regne med, at man som borger i Region Sjælland får den hjælp, man skal have, hvis man henvender sig og er syg?

Ja, jeg ikke belæg for andet, end at der er stor faglighed i vores sundhedsvæsen, som hver dag leverer en fortræffelig indsats overfor vores borgere. Før man kender hele forløbet og kan drage konklusioner på det forløb, der har været, har jeg ikke grund til at tro andet, end at man kan være fuldt tryg ved vores sundhedsvæsen. 

Læs også To børn døde efter formodet svampeforgiftning

Jens Stenbæk oplyser desuden, at det, der i sagen vedrører lægevagten, ikke er noget, Region Sjælland kan undersøge, da det ikke er regionen, men de praktiserende læger, der står for den del.

Her oplyser han, at det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som fører tilsyn med lægevagten, og som derfor skal undersøge den del.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App