Regionsrådet sætter ekstra penge af til lægerekruttering

Formanden for Regionsrådet på Sjælland håber, at de ekstra penge kan gøre det lettere for Nykøbing F. Sygehus at skaffe de speciallæger, de mangler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lægemangel er den altovervejende grund til, at sygehuset på Nykøbing Falster har måttet lukke ned for foretagelsen af akutoperationer midlertidigt.

Det slår Jens Stenbæk (V), formand i Region Sjælland fast.

Derfor har forretningsudvalget i regionen i dag besluttet at tilføre ekstra penge til arbejdet med at rekruttere kompetente læger til Nykøbing F. Sygehus.

- Vi appellerer også til, at man kigger på lægedækningen nationalt og vurderer, om vi har læger de rigtige steder. I dag er der en geografisk skæv fordeling, og det er første gang, at et af de nye akutsygehuse på stoppe akutbehandlingen midlertidigt på grund af problemer med rekruttering, siger Jens Stenbæk til TV ØST.

Rapport: Mulighed for forbedring

Pengetilførslen kommer, efter en ny rapport slår fast, at der er væsentligt forbedringspotentiale på Nykøbing F. Sygehus. Rapporten er udarbejdet af en ekspertgruppe på Odense Universitetshospital efter ønske af sygehusledelsen i Nykøbing.

I juni lukkede sygehuset nemlig ned for alle akutte operationer på baggrund af en række utilsigtede hændelser. Men i dag har rapporten også konkluderet, at der ikke har været markante behandlingsbrist på Nykøbing F. Sygehus.

- Det er vi glade for i forretningsudvalget. Når vi ser på kvaliteten af behandlingen, så er Nykøbing F. Sygehus på højde med andre sygehuse. Vi bakker op og har tillid til ledelsen og til, at man også fremover kan give en god service til vores borgere.

Rapporten identificerede tre tilfælde inden for galdekirurgi, hvor der havde været svære komplikationer. Det er for mange i forhold til god, faglig standard.

Ekspertgruppen anbefaler Nykøbing F. Sygehus at koncentrere sig om akutfunktionen i dagstiden og først udvide til døgnbemanding, når rekrutteringsproblemet er løst.


Nyhedsoverblik