Regionernes udgifter til medicin er steget med 700 millioner kroner

I 2017 steg regningen på dyr medicin med knap 700 millioner. Det er en rekordstigning i regionernes levetid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år voksede regningen til medicin på sygehusene med næsten 700 millioner kroner. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner ifølge Berlingske.

Stigningen på 8,4 procent sammenlignet med året før, er den største stigning i regionernes levetid.

Udgifterne til medicin stiger altså fortsat, trods etableringen af et nyt medicinråd, som skal forsøge at dæmpe væksten i medicinudgifterne.

- Meget af det medicin, der kommer på markedet, gør en rigtig vigtig forskel for patienterne i form af bedre muligheder for behandling og færre bivirkninger, siger den kommende formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), til Berlingske.

- Men det handler om så store beløb, at det presser vores muligheder for at få ressourcerne til at nå sammen i sundhedsvæsenet, siger hun.

Brugt 8,8 millioner

I alt har regionerne brugt omkring 8,8 milliarder kroner på medicin i 2017.

Det er især nye lægemidler til kræftpatienter, der får medicinudgifterne i vejret. Det har blandt andet styrket behandlingen af patienter med uhelbredelig lungekraft markant.

Udgifterne til lægemidlet Keytruda er eksempelvis steget fra 112 millioner kroner i 2016 til 281 millioner kroner i 2017. Det skyldes, at medicinen er blevet udbredt til flere typer af kræftpatienter.

Det nye medicinråd er etableret efter flere års bekymring over stigende udgifter til ny sygehusmedicin. De skal vurdere nye lægemidler i forhold til effekt, eksisterende behandling og pris.

Målet er, at de vil kunne presse medicinproducenterne ned i pris, når de har muligheden for at sige nej til et nyt præparat. Rådet er dog først kommet i gang i slutningen af 2017.


Nyhedsoverblik