Regioner kan først slippe fejlbehæftet it-system i 2022

Anæstesisygeplejerskerne på Slagelse Sygehus er nogle af dem, der har taget Sundhedsplatformen i brug. Arkivfoto.

It-systemet Sundhedsplatformen øger risiko for fejlmedicinering, men regioner hænger på det indtil 2022.

Der er så alvorlige fejl ved it-systemet Sundhedsplatformen, som anvendes på hospitaler i Region Hovedstaden og i Region Sjælland, at man bør overveje, om man har fået, hvad man har bestilt.

Det mener Jacob Rosenberg, der er medlem af regionsrådet for Liberal Alliance og overlæge på Herlev Hospital. Det skriver Politiken.

- Det er behæftet med så store fejl og mangler, at jeg synes, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om man har fået, hvad man har bestilt, siger han.

Det er behæftet med så store fejl og mangler

Jacob Rosenberg, medlem af regionsrådet for Liberal Alliance og overlæge på Herlev Hospital

Selv om der er utilfredshed med platformen, hænger regionerne på den indtil december 2021, hvis aftalen med den amerikanske leverandør, Epic, skal overholdes.

Det fremgår ifølge Politiken af en besvarelse fra it-afdelingen i Region Hovedstaden til en række politikere fra Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Regionernes programstyregruppe godkendte 21. december 2017, at Epic havde leveret, hvad det var forpligtet til med "meget få udskudte leverancer". Det "betyder, at leverancedelen er godkendt og afsluttet".

Godkendelsen betyder, at sygehusene ikke kan klage over, at aftalen er misligholdt, eller at varen ikke er som ønsket.

Kan spilde 2,1 milliard kroner

Hvis Region Hovedstaden opsiger kontrakten med Epic, har regionen spildt de 2,1 milliard kroner, det kostede at anskaffe og implementere Sundhedsplatformen på hovedstadens hospitaler, vurderer regionens embedsmænd.

Jacob Rosenberg mener, at man bør igangsætte et nyt udbud, så et andet system er klar til at overtage, så snart man kan bryde med Sundhedsplatformen.

Ifølge Jacob Rosenberg er det største problem med Sundhedsplatformen den del, der hedder "Medicinmodulet".

Her finder samtalen med det fælles medicinkort sted, og fejlene fører til en øget risiko for fejldoseringer og fejlmedicinering af patienterne.

- Der er heldigvis ikke mig bekendt nogen, der har lidt alvorlig overlast. Men det er noget, som klinikerne kæmper alvorligt med hver eneste dag, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App