Regionen vinder sag mod portører

Region Sjælland handlede i overensstemmelse med reglerne, da en række portører blev varslet fyring. Det slår Arbejdsretten fast i en dom onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdsretten har onsdag dømt i Region Sjællands favør i en sag mod en række portører.

Sagen startede, da portørerne fik at vide, at de ville miste deres job, hvis de ikke uddannede sig til serviceassistenter.

Portørerne og deres fagforening mente, at det var imod reglerne at tvinge medarbejdere på en ny uddannelse.

Men Arbejdsretten slår i dommen fast, at regionen ikke har handlet i strid med portøroverenskomsten eller ledelsesretten.

I stedet lægges der vægt på, at beslutningen er taget for at optimere portørernes arbejde.

- Det lægges til grund, at regionens ønske om at uddanne alle servicemedarbejdere på regionens sygehuse, herunder portører og rengøringsassistenter, til erhvervsuddannede serviceassistenter med speciale i hospitalsservice er begrundet i hensynet til at sikre en fleksibel og mere hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse og anvendelse af de medarbejdere, der udfører serviceopgaver, bl.a. således at de kan løse flere opgaver og herunder frigøre tid hos plejepersonalet til patientplejen, står der i dommen, som også slår fast at:

- Serviceassistentkonceptet må på den baggrund anses for begrundet i hensynet til at sikre en rationel drift og dermed sagligt begrundet.

Portørernes fagforeningen FOA er også dømt til at skulle betale sagsomkostninger til Arbejdsretten.


Nyhedsoverblik