Det vi har sammen

Regionen er klar med tiltag på Holbæk Sygehus

Arkivfoto.

Region Sjælland er kommet med tre initiativer, som skal lette presset på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.

Det medicinske område på Holbæk Sygehus er hårdt presset.

Senest fik Medicinsk Afdeling påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi styrelsen var bekymret for patienternes sikkerhed.

Nu kommer Region Sjælland med tro initiativer, som skal lette presset på afdelingen.

- Formandskabet har vurderet, at der skal nogle initiativer til her og nu, hvis vi skal løse situationen på Holbæk Sygehus, lyder det i en pressemeddelelse fra et samlet Formandskab i Region Sjælland, bestående af Regionsrådsformand Heino Knudsen (A), 1. Næstformand Peter Jacobsen (O), 2. Næstformand Jacob Jensen (V).

- Først og fremmest har vi set på kapaciteten, og har vurderet, at der er et behov for at lette trykket på Holbæk Sygehus, ved at justere i optageområdet og oprette nye midlertidige sengepladser på Sjællands Universitetshospital. 

Læs også Styrelse giver påbud: De er bekymret for patienters sikkerhed på Holbæk Sygehus

Initiativerne

Første initiativ er, at regionen har bevilget midler til flere sengepladser, da afdelingen oplever stor overbelægning hver eneste dag. Samtidig har de igangsat en analyse for at finde den rigtige løsning på lang sigt.

Nummer to initiativ er, at regionen har besluttet at nedsætte en såkaldt taskforce, som skal følge situationen på sygehuset.

- Taskforcen vil bestå af direktionen i Region Sjælland, Sygehusledelsen og afdelingsledelsen. Det sikrer, at vi kan holde skarpt øje med situationen på sygehuse hele tiden, så vi kan handle straks. Samtidig skal taskforcen søge dialog og samarbejde med de faglige organisationer som DSR, FOA og Lægeforeningen, lyder det i pressemeddelelsen.

Og endeligt vil Formandskabet anbefale Regionsrådet at reservere 2,5 millioner kroner i dette års budget, som skal bruges til anlægsaktiviteter på sygehuset.

FORHOLDENE PÅ MEDICINSK AFDELING:

 
  • Efteråret 2016: Geriatrisk Afdeling lukker på Roskilde Sygehus. Patienter flyttes permanent til Holbæk Sygehus, uden at ressourcer følger med. Det giver overbelægning og pres på personalet.
     
  • Juni 2017: Sygehusledelsen forlanger stop af brugen af eksterne vikarer.
     
  • Juli 2017: To social- og sundhedsassistenter står frem i Nordvestnyt og kritiserer forholdene på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus. De siger, at personalet har for travlt, og at det går ud over plejen af patienterne.
     
  • September 2017: Ledelsen på Holbæk Sygehus melder ud, at Medicinsk Afdeling skal spare 10 millioner kroner inden nytår. Det betyder, at man ikke må ansætte folk.
     
  • Oktober 2017: Overlæge Beda Pauly advarer om konsekvenserne af manglen på sygeplejersker på Medicinsk Afdeling.
     
  • 17. november 2017: 11 fagforeninger sender åbent brev om arbejdsforholdene til politikerne i Region Sjælland. Holbæk Sygehus er på sammenbruddets rand, skriver de.
    Læs mere her. 
     
  • 25. november 2017: Sundhedsplatformen indføres på samtlige sygehuse i Region Sjælland.
     
  • Nytår 2018: Overlægerådet på Holbæk Sygehus advarer i et brev politikere og sygehusledelse om forholdene på sygehuset.
     
  • 11. januar 2018: Overlæger på Medicinsk Afdeling advarer sygehusledelse om, at patientsikkerheden er alvorligt kompromitteret.
     
  • 23. januar 2018: Dansk Sygeplejeråd indberetter Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus til Styrelsen for Patientsikkerhed – blandt andet på grund af overbelægning og bekymring for patientsikkerheden.
    Læs mere her.
     
  • 27. januar 2018: Dansk Sygeplejeråd indfører en såkaldt fralæggelseserklæring til sygeplejerskerne, som betyder, at de kan fralægge sig ansvaret for patienternes sikkerhed i pressede situationer.
    Læs mere her.
     
  • 8. april 2018: Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus får flere kritiske påbud af Arbejdstilsynet. Konkret får sygehuset tre kritiske påbud på geriatrisk og nefrologisk afdeling, som begge hører ind under Medicinsk Afdeling, samt et rådgivningspåbud til sygehusledelsen, som skal forebygge arbejdsmiljøproblemer.
    Læs mere her.
     
  • 19. april 2018: Styrelsen for Patientsikkerhed har netop givet et påbud til Holbæk Sygehus.
    For ifølge styrelsen er de bekymret for patienternes sikkerhed på Holbæk Sygehus.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App