Nyheder fra din hverdag

Regionale læger hilser nye tiltag mod lægemangel velkommen

Formanden for PLO Sjælland, Ulrik Hesislev glæder sig over en ny overenskomst, som bl.a. sikrer bedre vilkår for at få praktiserende læger til yderområderne bl.a. i Region Sjælland. Foto: TV ØST

En ny overenskomst mellem Danske Regioner og de praktiserende læger indebærer bl.a. højere honorar til læger i yderområder. Det skal afhjælpe lægemangel.

Manglen på praktiserende læger findes i yderområder i hele landet.

Her i regionen er det bl.a. i Kalundborg, Slagelse, Holbæk og Kalundborg kommuner, at der mangler praktiserende læger.

Det fortæller formanden for Praktiserende Lægers Organisation Sjælland, Ulrik Hesislev.

- Det seneste, vi har hørt, er, at der også er begyndt at være lægemangel i Roskilde, fortæller formanden, som selv har praksis i Haslev på Sydsjælland.

Natten til torsdag indgik de praktiserende læger en ny overenskomst med Danske Regioner. Den indeholder bl.a. en række tiltag, der skal dæmme op for lægemanglen:

  • Læger i områder med mange sårbare patienter får et højere basishonorar end andre praktiserende læger
  • Det bliver nemmere at oprette dele-lægepraksisser
  • Det bliver muligt at ansætte lægestuderende, som er i sidste del af deres uddannelse.
  • Ansatte i lægepraksis bliver tilbudt kompensation ved sygdom og barsel.

Jeg tror ikke, at de her tiltag, vil gøre, at lægerne vil komme galopperende ud til yderområderne i morgen, men jeg håber, det kan hjælpe.

Ulrik Hesislev, Formand, Praktiserende Lægers Organisation Sjælland

Lægeformand: Forskel i honorarer er en god idé

Især forskellen i aflønningen af læger, kan være en stor hjælp til at få flere praktiserende læger til yderområderne, mener formanden for de praktiserende læger på Sjælland.

- Ind til nu har man jo kørt en ensartet taxameterordning for alle læger, men den her aftale belønner de læger, der har praksis steder, hvor der er flest komplicerede patienter. Det er jo også der, man har færre støttemuligheder: På Lolland er der f.eks ikke lige så mange speciallæger, som lægen kan henvise til, som der er på Frederiksberg, siger Ulrik Hesislev til TV ØST.

 Det er positivt, at lægemaglen nu bliver adresseret.

Egon Bo, formand, Praksisplanudvalget, Region Sjælland

Hesislev har ikke læst overnskomsten grundigt nok endnu til at kunne gennemskue, hvordan forskellen i aflønningen skal foregå og ud fra hvilke kriterier, men overenskomsten ligger vægt på, at det skal ske ud fra "objektive kriterier" bestemt af Danske Regioner.

- Jeg tror ikke, at de her tiltag, vil gøre, at lægerne vil komme galopperende ud til yderområderne i morgen, men jeg håber, det kan hjælpe. Det er da et skridt i den rigtige retning og meget positivt, siger Ulrich Hesislev.

Region: Endelig kan vi få gjort noget ved lægemanglen

Hos Region Sjælland er formanden for Praksisplanudvalget, Egon Bo (LA) også glad for den nye overenskomst:

- Jeg har ikke nærlæst aftalen endnu, men vi er utrolig glade for at det nu er slut, og der er kommet en aftale på plads, siger Egon Bo og fortsætter:

- Det er positivt, at lægemanglen bliver adresseret, for i de fire år, jeg har siddet som formand for praksisplanudvalget, har vi talt om det hvert år, men vi har ikke kunne gøre noget ved det pga, den gamle overenskomst, siger regionsrådspolitikeren.

Læs også Læger vil lægemanglen til livs med ny overenskomstaftale

Tip os Har du et godt tip?