Regional læreruddannelse er populær: - De unge vil gerne gøre en forskel

Læreruddannelsen på professionshøjskolen Absalon har fået 13 procent flere ansøgninger fra unge end sidste år. Det glæder chefen for uddannelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er væltet ind med ansøgninger til uddannelserne på professionshøjskolen Absalons uddannelser her i regionen.

I alt har 3.500 søgt om en plads, og det er især læreruddannelsen, der trækker hos de unge. Her har 13 procent flere end sidste år valgt at søge ind.

- Det er jeg bare rigtig glad for, for der mangler jo lærere. Det er en super nyhed, siger chefen for læreruddannelsen, Stina Møllenbach.

Gode karrieremuligheder

Hun tror, at den stigende efterspørgsel på pladserne hos dem blandt andet skyldes, at de har arbejdet målrettet med at øge deres faglighed og forbedre studiemiljøet.

- Det at studere er jo mere end bare bøger. De unge vil også gerne have mange andre aktiviteter udover undervisningen, og det kan vi tilbyde dem, siger hun. 

UCSJ Absalon
Læs også
Professionsuddannelser om ansøgere: Vi kommer til at afvise mange
UCSJ Absalon
Læs også
Professionsuddannelser om ansøgere: Vi kommer til at afvise mange

Men derudover ser Stina Møllenbach også en helt ny målrettethed hos de unge.

- Når vi snakker med de unge, så lægger de vægt på, at der er mangel på lærere, så man er jo næsten garanteret et job. Og et rigtig spændende job. Det er de mere fokuseret på nu, siger chefen for læreruddannelsen.

- Når man uddanner sig til lærer, så er der også mange karrieremuligheder inden for skolen, og der er muligheder for at læse videre, når man har arbejdet nogle år. Det er en god platform til at uddanne sig gennem hele livet.

Vil gøre en forskel

Også passionen skinner igennem hos de kommende lærerstuderende.

- De unge vil gerne gøre en forskel, og det kan man som lærer, fordi man får stor indflydelse på børn og unges liv. Mange kan huske en lærer fra skoletiden, som har haft afgørende betydning for, hvem man er blevet både fagligt, men også menneskeligt. Lærere åbner ligesom børns verden, siger Stina Møllenbach.

Sidst, men ikke mindst, så oplever hun, at de unge ikke lader sig gå på af de lærerkonflikter og strid om reformer, som de kan læse om i medierne.

- De har ligesom det lange lys på og fortæller os, at den reform, vi har nu, jo kan ændre sig mange gange, inden de bliver færdige. De kommer til at opleve mange skiftende ministre og skiftende reformer, så det lader de sig ikke gå på af. Det vigtigste for dem er, at de kan gøre en forskel, slutter chefen for læreruddannelsen.

Du kan læse til lærer på professionshøjskolen Absalon i både Roskilde og Vordingborg.


Nyhedsoverblik