Region vil score københavnske sygeplejersker

Arkivfoto.

En sparerunde blandt sygeplejerskerne i Region Hovedstaden kan løse problemet med mangel på sygeplejersker i Region Sjælland.

Region Hovedstaden skal fyre sygeplejersker, og Region Sjælland har samtidig 250 ubesatte sygeplejerske-stillinger. Den situation må kunne vendes til noget positivt, mener Region Sjælland.

Det fortæller DR.

Formanden for Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), er i fuld gang med at forhandle med Region Hovedstaden for at undersøge, om han kan lave en aftale om at ansætte nogen af de sygeplejersker, der skal fyres i hovedstaden. Region Sjælland skal nemlig ikke spare på næste års budget som de øvrige regioner.

- Vi er i en gunstig budgetsituation i forhold til hovedstaden, og jeg håber Sophie Hæstorp Andersen (S) vil være med til en aftale om at ansætte nogen af hovedstadens medarbejdere hos os i Region Sjælland, siger Jens Stenbæk.

I Region Sjælland pendler mere end 1.400 sygeplejersker hver dag ind til hovedstaden. Nogen af dem gør det fordi de får højere løn, blandt andet et stedtillæg. Men det findes der måske en løsning på, hvis nogen af de fyrede fra hovedstaden siger ja til et job i Region Sjælland, siger Stenbæk.

- Det må vi se på, forskellen i stedtillæg er på 450 kr., måske kan vi lave en overgangsordning.

Jens Stenbæk forudser i øvrigt, at Region Sjælland vil få nemmere ved at tiltrække og fastholde sygeplejersker når samtlige fire akutsygehuse er oppe i fulde omdrejninger og supersygehuset i Køge står færdigt.

- Til den tid har vi fået mulighed for at behandle mange flere patienter med specielle sygdomme hjemme i regionen. Vi har fået flere specialer og dermed flere attraktive arbejdspladser, siger formanden for Region Sjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App