Region Sjælland: It-nedbrud var alvorligt

Onsdag var dele af sygehusenes nye it-system, Sundhedsplatformen nede i over ni timer. Region Sjællands sundhedsfaglige chef kalder nedbruddet alvorligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lidt før klokken 11 onsdag formiddag gik en del af kommunikationssystemet i Sundhedsplatformen ned. Det varede frem til klokken 20.30 onsdag aften.

- Der var tale om en såkaldt major incident, så det var alvorligt, siger Preben Cramon, som er sundhedsfaglig chef i Region Sjælland.

Personale måtte bruge telefonen

Nærmere betegnet var det Sundhedsplatformens kommunikation med andre systemer, der var nede. Det gik bl.a. ud over primærsektoren, det vil sige praktiserende læger og hjemmeplejen, som ikke modtog beskeder fra sygehusvæsenet.

quote Det har selvfølgelig været en ekstra arbejdsbyrde og gjort arbejdet tungere end normalt.

Preben Cramon, Sundhedsfaglig chef, Region Sjælland

Samtidig kunne sygehuspersonalet ikke se bl.a. blodprøvesvar i it-systemet, ligesom man heller ikke kunne bestille blodprøver eller EKG i forbindelse med hjerteundersøgelser.

Derfor igangsatte man nødprocedurer:

- Personalet var for eksempel nødt til at ringe til laboratorierne og få blodprøvesvar over telefonen, forklarer Preben Cramon:

- Det har selvfølgelig været en ekstra arbejdsbyrde og gjort arbejdet tungere end normalt.

Gik ikke ud over behandlingen af patienter

Nedbruddet skulle dog ikke have haft betydelige konsekvenser for patienterne:

- Samtlige meldinger, vi har fået fra sygehusene, er, at ting har taget længere tid på grund af nedbruddet, men det gik ikke ud over behandlingen af patienterne, siger den sundhedsfaglige chef.

It-nedbrud er ikke unormale, heller ikke i sundhedssektoren.
Preben Cramon sammenligner det med, når der er nedbrud på dankortet:

- Det sker jo også ind imellem. Forskellen er bare, at vi har nødprocedurer for de her nedbrud, så vi kan stadfig godt udføre vores vigtigste opgave: At behandle patienterne, siger han.

Der var ifølge Preben Cramon tale om en prop i it-systemet, og da den var løst ved 20.30-tiden onsdag aften, kom de ophobede prøvesvar og beskeder ind i Sundhedsplatformen igen.

Nedbruddet skulle altså ikke have betydet store efterdønninger af papirnotater, der skulle skrives ind bagefter.

Preben Cramon har før middagstid, torsdag holdt møde med folk fra Region Hovedstaden, og alle melder, at Sundhedsplatformen kører igen.

Sundhedsplatform banner
Læs også
Nedbrud på Sundhedsplatformen: Personale kunne ikke bestille blodprøver
Sundhedsplatform banner
Læs også
Nedbrud på Sundhedsplatformen: Personale kunne ikke bestille blodprøver

Nyhedsoverblik