Det vi har sammen

Region Sjælland ansøger om 40 millioner kroner til landets første E-hospital

Regionsrådet i Region Sjælland har ansøgt Sundheds- og Ældreministeriet om 40 millioner kroner til et E-hospital.

Borgere skal kunne sidde hjemme og tale med lægen via internettet. Derfor har Region Sjælland søgt om 40 millioner kroner til at lave et E-hospital.

Det skal være muligt at sidde på sundhedscentret i hjemkommunen og tale med en specialiseret læge via en skærm. 

Det mener Regionsrådet i Region Sjælland, der har ansøgt Sundheds- og Ældreministeriet om 40 millioner kroner til at oprette Danmarks første E-hospital.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Borgerne kan på den måde klare målinger og dialog med lægen hjemmefra, og andre kan taget digitale dialog med personalet på sundhedscentrene og dermed spare kørslen til et af regionens sygehuse.

- Det er Regionsrådets ambition at flytte flere sundhedsopgaver tættere på borgerne. Det er en hel central del i strategien, hvor vi gerne vil gå fra at have borgere og læger på landevejene til at bruge de digitale veje til at styrke de nære sundhedstilbud, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

Hjælper på rekruttering

Også regionens Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen mener et E-hospital vil gavne borgere i regionen.

-    Det er også en måde at løse en del af Region Sjællands rekrutteringsudfordringer på, samtidigt med at vi på en effektiv måde holder fast i kvaliteten. Vi kan nemmere rekruttere læger til regionens sygehuse end til alle lokalområder, og vi kan bruge lægernes tid digitalt sammen med patienterne i stedet for at lægerne bruger tid på at køre på landevejene, siger Nicolai Nicolaisen (S), formand for udvalget i pressemeddelelsen.

Regionen søger om midler til telemedicinsk udstyr og andet udstyr til E-hospitalet. Desuden søger man om midler til etablering af fibernet - også til praktiserende læger. Endeligt søger regionen om midler til at forbedring af eksisterende bygninger og nybyggeri, i første omgang i de områder af regionen, hvor der er mangel på praktiserende læger. 

Region Sjælland skriver i pressemeddelelsen, at man forventer at få svar på ansøgningen inden sommer og håber at kunne igangsætte arbejdet i løbet af det kommende år

Tip os Har du et godt tip?