Regeringen vil holde kommuners byggeri i stram snor

Finansminister Kristian Jensen (V) mener ikke, at der kan blive tale om at øge kommunernes anlægsramme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) mødes tirsdag til endnu en runde forhandlinger om kommunernes økonomiske rammer i 2019.

Kravet fra regeringen er fortsat en stramning af rammen til anlægsudgifterne, fortæller finansminister Kristian Jensen (V).

Han henviser til, at byggebranchen i forvejen har travlt og trues af overophedning.

- Vi skulle nødig levere den dråbe, der får glasset til at flyde over. Men jo mere man hælder i glasset, jo større er chancen, for at det sker, siger finansministeren.

Hans udspil er derfor, at anlægsrammen næste år skæres ned fra 17 til 16 milliarder kroner.

quote Da der var krise i Danmark, hævede vi anlægsrammen for at stimulere byggeriet. Så må det også være sådan, at vi justerer den ned, når det går godt

Kristian Jensen (V), finansminister

Ønsker om byggerier for 21 milliarder 

En rundspørge blandt kommunerne viser, at der samlet er ønsker om at bygge for 21 milliarder kroner.

- Det er ikke kommunernes ansvar at sørge for, at økonomien ikke bliver overophedet. Ansvaret ligger hos regeringen og her i Finansministeriet, og det tager vi selvfølgelig på os.

- Da der var krise i Danmark, hævede vi anlægsrammen for at stimulere byggeriet. Så må det også være sådan, at vi justerer den ned, når det går godt.

- Og de fleste er nok enige med mig i, at byggeriet har det rimeligt godt for tiden, siger Kristian Jensen.

Flere almene boliger

På ét område ser regeringen imidlertid gerne, at den offentlige sektor øger byggeaktiviteten, nemlig når det gælder almene boliger.

- Vi vil gerne have skabt flere små og billigere almene boliger.

- De senere år er der bygget mange store og dyre almene boliger, og derfor vil vi gerne have skabt en struktur, hvor kommunerne har større incitament til at bygge flere billige boliger til børnefamilier eller andre med lave indkomster, siger Kristian Jensen inden forhandlingerne.

Han tilbyder kommunerne at differentiere det såkaldte grundkapitalkrav.

I år ligger det på ti procent for alle almene boliger. Det betyder, at kommunerne selv skal finde de første ti procent af finansieringen af alment boligbyggeri.

Næste år stiger den ifølge en aftale til 14 procent - men det kan der ændres på.

- Man kunne forestille sig, at man sænkede grundkapitalkravet for de mindre boliger og hævede den for de store boliger, siger Kristian Jensen.


Nyhedsoverblik