Regeringen indgår smal aftale med DF om grøn energi

Branchen havde ønsket at fortsætte den nuværende model med en fast pris. Det var den model, regeringen selv benyttede, da den sikrede sig verdens dengang billigste havvindmøllestrøm i forbindelse med udbuddet over Kriegers Flak i Østersøen Foto: TV ØST

Regeringen indgår smal aftale med DF om støtte til vedvarende energi i 2018-2019. Sol og vind skal konkurrere.

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en ny model for, hvordan vedvarende energi skal kunne få offentlig støtte.

Der er afsat en milliard kroner, som sol og vind skal konkurrere om i udbud i 2018 og 2019. Forventningen er, at det vil kunne sikre vedvarende energi svarende til 140.000 danske husstandes årlige forbrug.

- Der bliver skrevet energipolitisk danmarkshistorie med den her aftale, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Sol og vind skal konkurrere for at sikre en så lav pris som muligt. Vind har fået støtte siden 1979. Nu er tiden inde til, at vi får en konkurrencesituation.

Oppositionen er kritisk

Ministeren havde gerne set en bred aftale. Men oppositionen er særdeles kritisk over for den tilskudsmodel, regeringen har valgt. Det er vindmøllebranchen også.

Kritikerne mener, at modellen, hvor støtten tildeles som et fast tillæg oven i elprisen vil give dyrere energi end en model, hvor der garanteres en fast pris.

Men et fast tilskud er at foretrække, mener Lars Christian Lilleholt.

- Det er alene et spørgsmål om budgetusikkerhed. Er det byderen eller de danske skatteborgere, der skal bære risikoen? Ved at give et fast tillæg, så er det byderen, der bærer risikoen.

- For os at se giver det her budgetsikkerhed. Der er en milliard kroner til rådighed. Og spørgsmålet er så, hvem der kan levere mest grøn energi for de penge.

Minister efterlyser forslag

Ministeren efterlyser konkrete forslag fra oppositionen til, hvad der ellers skulle træde i stedet, når den nuværende støtteordning til landvindmøller udløber næste år.

- Jeg savner i den grad, at oppositionen også er parat til at påtage sig et ansvar, siger han.

Ministeren håber, at de erfaringer man får de næste to år kan danne grundlag for fremtidens energipolitik. Det nuværende brede energiforlig udløber nemlig i 2020.

- Nu gennemfører vi den her aftale med Dansk Folkeparti. Men det forhindrer overhovedet ikke, at vi laver en bred energiaftale, når vi skal til at kigge på energipolitikken fra 2020, siger Lars Christian Lilleholt.

Dansk Folkepartis energiordfører, Mikkel Dencker, mener, at hans parti har sat gode aftryk på aftalen.

- I dag er der over 30 forskellige støttesatser til vedvarende energi i Danmark, udtaler han i en pressemeddelelse.

- Det er uigennemskueligt, det giver uventede budgetoverskridelser og ekstraregninger til forbrugerne, og det sikrer ikke mest vedvarende grøn energi for pengene. Det skal vi væk fra, og denne aftale er et vigtigt skridt i den retning.

Model brugt ved Kriegers Flak

Branchen havde ønsket at fortsætte den nuværende model med en fast pris. Det mindsker investorernes risiko og sikrer dermed lavere priser til forbrugerne, lyder argumentet.

Det var den model, regeringen selv benyttede, da den sikrede sig verdens dengang billigste havvindmøllestrøm i forbindelse med udbuddet over Kriegers Flak i Østersøen, påpeger flere brancheorganisationer.

- Den foreslåede udbudsmodel vil fordyre den vedvarende energi unødigt og øge risikoen ved danske vindmølleinvesteringer i forhold til resten af Europa, mener Christian Kjær, der er direktør for Danmarks Vindmølleforening.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App