Det vi har sammen

Reersøborgere gjorde oprør

I Reersø vil de ikke være en del af Naturpark Åmosen Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

Reersø bliver formentlig alligevel ikke en del af Naturpark Åmosen. Størstedelen af borgerne vil ikke være med.

Bestyrelsen i Lokalråd Reersø blev søndag eftermiddag væltet og en helt ny flok Reersøborgere satte sig på bestyrelsesposterne med et fælles mål: Reersø skal ikke være en del af Naturpark Åmosen.

Dermed kom der i dag afklaring på en strid, der har skabt iskold stemning i Reersø. 

Lokalrådet i Reersø så ellers muligheder i at få indlemmet Reersø i Naturpark Åmosen, der er i alt 8.000 hektar stor og blandt andet tæller Tissø og Skarresø. 

- Det kan bidrage til, at vi som en del af naturparken kan søge nogle midler, som vi ellers ikke kan søge, fordi det kræver for meget, har den tidligere kasserer i lokalrådet, Claus Eriksen, sagt til TV Øst.

Følte sig ikke hørt
Striden i Reersø opstod, fordi en lang række borgere først i midten af januar, da de læste om det i Nordvestnyt, fandt ud af, at lokalrådet havde ansøgt Kalundborg kommune om at blive en del af naturparken. Borgerne blev vrede, de følte sig ikke hørt og mente heller ikke at ideen om at indlemme Reersø i Naturpark Åmosen var god.

- Vi er ikke blevet hørt. Bestyrelsen har forsøgt at tromle det her igennem. Vi frygter, at vi bliver oversvømmet med turister, hvis vi bliver en del af naturparken. Når man planlægger sådan noget her, så er man nødt til at høre, om det har en lokal forankring, har Johnny Lihme, der bor i Reersø, tidligere sagt til TV Øst.

Hvervede nye medlemmer til lokalrådet i protest
I et forsøg på at ændre beslutningen om at indlemme Reersø i naturparken gik modstanderne i gang med at hverve nye medlemmer til lokalrådet og i fredags afleverede de 174 nej-stemmer til Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).

På en generalforsamling i lokalrådet i dag søndag skulle der så stemmes om, hvorvidt ansøgningen skulle trækkes tilbage. Her var der kontant afregning til bestyrelsen for ikke at have hørt borgerne. 

153 stemte for at lokalrådet skulle trække ansøgningen tilbage, mens 31 stemte for at beholde ansøgningen. 4 stemte blankt.

Bestyrelsen gik af
Medlemmerne kunne på mødet ikke godkende den siddende formands beretning og derfor gik hele bestyrelsen af og en ny blev valgt med Reersø borgeren Johnny Lihme som ny formand. Første arbejdsopgave vil blive at skrive til Kalundborgs borgmester Martin Damm og anmode om, at man trækker ansøgningen fra Reersø Lokalråd om at blive en del af naturparken tilbage. 

Høringsperioden vedr. indlemmelsen i naturparken afsluttes den 28. marts 2018.

Det har i dag ikke været muligt at træffe den afgåede formand for Lokalråd Reersø, Petra van Kleef, for en kommentar.

 

Tip os Har du et godt tip?