Redningsaktion: Tre mænd kæntrer i kano

Arkivfoto fra tidligere redningsaktion

Tre mænd kæntrede fredag i deres kano på Tystrup Bavelse-søerne. Politiet advarer om, at kraftig vind på stedet kan give høje bølger.

Det var på stykket, hvor Susåen munder ud i Tystrup Bavelse-søerne, at det gik galt for de tre mænd ikke længe efter klokken 18.

En kraftig vind gav høje bølger, som slog ind over kanoen og væltede dem omkuld. De tre mænd, der alle havde redningsveste på fik selv alarmeret politiet.

- De fik ringet op via en mobiltelefon, og så blev der sat en redningsaktion i gang med både fra både Sorø og Næstved og en helikopter blev også sat i luften, siger Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Politiet: Vær opmærksom på kraftig vind

Omkring tyve minutter efter nåede den første båd frem til mændene, som blev reddet i land. Vagtchefen fortæller, at de allerede på det tidspunkt var ved at være godt nedkølede,

- De er blevet tilset af ambulanceredderne, og så skal de ellers bare have varmen. Meldingen er, at de er i god behold, siger

Vagtchefen gør i forbindelse med uheldet opmærksom på, at netop udmundingen af Susåen i søerne kan være farlig i kraftig vind.

- Vi ser hvert år, at folk kommer i problemer derude. Står vinden i den forkerte retning, så bliver der altså dannet nogle store bølger derude ved overgangen fra å til åben sø, advarer Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App