Rebecca var anbragt på opholdssted - nu har hun overtaget stedet og vil gøre en forskel

Rebecca Thorbek Uldall har overtaget det gamle opholdssted sammen med kæresten Thomas. Foto: Søren Langhorn - TV ØST

Rebecca Thorbek Uldall blev som barn anbragt på et opholdssted i Rønnebæk. Nu har hun overtaget opholdsstedet og vil hjælpe andre.

Rebecca Thorbek Uldall havde en barndom fyldt med udfordringer.

Hendes forældre var psykisk syge og kunne ikke klare forældreopgaven, så allerede fra barnsben blev hun og lillesøsteren Nadja anbragt uden for hjemme. Ikke bare én, men tre gange.

Den 5. august 1999 flyttede Rebecca Thorbek Uldall ind på Opholdsstedet Rønnebæk, der ændrede fremtidsudsigterne for hende – selvom hun til at starte med var skeptisk.

- Jeg var skræmt og usikker, for jeg vidste ikke engang, hvad et opholdssted var for noget, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Opholdsstedet Rønnebæk ser sådan her ud i dag. Foto: Søren Langhorn - TV ØST

Sådan husker den daværende daglige leder på stedet det også.

- Jeg kan tydeligt huske det. Rebecca og Nadja kom, og de kom jo meget akut. Så de var bestemt ikke positive stemt, hvis man kan sige det sådan. De var på vagt, fordi de havde prøvet andre anbringelser, siger Tommy Olesen.

Artiklen fortsætter under billederne.

  Foto: Søren Langhorn - TV ØST

Tiden på Opholdsstedet Rønnebæk gjorde en stor forskel for Rebecca Thorbek Uldall. Den tidligere leder Tommy Olesen husker tydeligt tiden dengang. Foto: Søren Langhorn - TV ØST

Har overtaget stedet

Opholdet blev et vendepunkt for de to søstre. Her oplevede de for første gang ægte omsorg og fornemmelsen af hjem.

- Det betød rigtig meget for mig, at den omsorg, jeg fik, var autentisk. At det var voksne, som rent faktisk kunne lide mig for den, jeg er. At det vat andet end bare et job for dem, siger Rebecca Thorbek Uldall.

Hun boede på Opholdsstedet Rønnebæk i seks et halvt år, og her kom der ro og styr på hendes liv. Hun kom i gymnasiet, blev student og fik en uddannelse som psykolog.

Rebecca Thorbek Uldall uddannede sig til psykolog. Nu er hun behandlingsansvarlig psykolog på opholdsstedet, hvor hun selv boede i seks et halvt år. Foto: Søren Langhorn - TV ØST

Og nu har hun sammen med sin kæreste overtaget ledelsen på det opholdssted, der hjalp hende så meget engang. Kæresten er leder, mens Rebecca Thorbek Uldall er stedets behandlingsansvarlige psykolog.

- Jeg vil helst sikkert prøve at give den varme og omsorg, som jeg oplevede, videre til de børn, der er her hos os. De skal vide, at det her er Thomas’ (kæresten, red.) og mit livsprojekt. Det er mere end bare et job, for vi bor selv i huset. Vi vil dem, siger hun.

Det nye opholdssted i Rønnebæk får plads til syv børn og unge. Stedet er lige nu i opstartsfasen, og på nuværende tidspunkt bor der én på stedet. Tre andre er på vej.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App