Rasmus' madkoncept gik viralt: Udvider til flere byer

Derudover har han fået 800 medlemmer på sin Facebook-side efter interviewet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I mandags bragte vi historien om 17-årige Rasmus Erichsen fra Korsør, som har lavet sin egen Facebookside for at bekæmpe madspild.

TV ØSTs brugere bakker tydeligvis op om projektet. Indslaget har fået over 5.000 likes og er blevet delt næsten 1.000 gange på Facebook. Derudover har brugerne givet udtryk for, at de ønsker samme koncept til deres byer i kommentarfeltet.

Udover den store omtale har Rasmus Erichsen fået 800 medlemmer siden interviewet.

- Det er meget fedt at få den anerkendelse. Det er større, end jeg havde forventet til at starte med, siger han.

20 henvendelser siden

Inden udsendelsen fandtes konceptet i byerne: Korsør, Vemmelev, Skælskør og Slagelse. Men nu er der kommet flere til.

- Jeg har fået 20 henvendelser fra forskellige byer siden. Her taler vi om Aarhus, Bornholm og så videre. Og vi har lige lavet en i Odense, Hillerød, Holbæk og på Amager, siger Rasmus Erichsen.

Konceptet

Han fortæller, at konceptet i de nyoprettede grupper vil foregå på samme måde som de øvrige. 

Her skal han på samme måde stå i spidsen for, at proceduren fungerer. Men folk skal fortsat selv lave aftaler internt og privat.

Det foregår ved, at man uploader et billede af det mad, man har i overskud og lægger det eksempelvis op på Facebooksiden "Stop spild af mad mm. (Korsør)". Herefter henvender den interesserede person sig i en privatbesked eller ved en kommentar til billedet på siden. Herefter henter modtageren maden hos giveren.

 

 


Nyhedsoverblik