Først kørte de en bil igennem butiksfacaden til Spar Købmanden i Hørve, så igennem facaden til en Cirkel K-tankstation i Holbæk.
Nu er en 18-årig mand fra Aalborg dog blevet varetægtsfængslet frem til den 14. marts, sigtet for at stå bag de to rambuktyverier.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
Den 18-årige og en formodet medgerningsmand fra Hørve blev efter en kort efterforskning mandag anholdt i sagen, men den 22-årige medgerningsmand blev allerede mandag aften løsladt igen i sagen. Han er dog fortsat sigtet i sagen.
De to mænd var efterlyst for at stå bag et biltyveri i København i 2017. Dette forhold er de også sigtet for.
Ingen kom noget til ved de to rambuktyverier, men der skete en del skade på de to forretningers butiksfacader.