Det vi har sammen

Råd til kommunalpolitiker: Man skal indfri sine valgløfter

'Analysen med Elholm og Langhoff' bliver sendt på TV ØST i den sene nyhedsudsendelse klokken 22.30 hver mandag til torsdag frem til kommunalvalget. Foto: TV ØST

Det er vigtigt, man overholder sine valgløfter. Sådan lyder meldingen til Stevns borgmester Mogens Haugaard Nielsen fra to folketingspolitikere.

Man skal ikke komme med løfter, man ikke kan holde.

Så kontant er meldingen til Stevns borgmester Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) fra Louise Schack Elholm (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) i mandagens analyseprogram på TV ØST 'Analysen med Elholm og Langhoff'.

Mogens Haugaard Nielsen lovede i 2013, at hvis han blev borgmester, ville han i løbet af de første halve år besøge 20 virksomheder, men han endte med kun at besøge to virksomheder.

Læs også Det lovede de: Har Stevns' borgmester besøgt 20 virksomheder?

- Han er kommet til at være lidt for frisk op til kommunalvalget i forhold til, hvad han har lovet, og det har han så ikke lige fået fulgt op på, og det er selvfølgelig noget sjusk, siger Rasmus Horn Langhoff.

Erkender sine fejl

Mogens Haugaard Nielsen har efterfølgende beklaget, at han ikke holdt sit løfte. Og det er den eneste rigtige måde at gøre det på, lyder det fra de to politikere i analyseprogrammet.

- Hvis du kan se, du har lavet en fejl, så er du nødt til at lægge dig ned, altså hvis du bliver ved med at stå og hævde, at du har ret, så bliver du bare kørt over, siger Louise Schack Elholm.

- Han ligger sig ned og beklager, og det synes jeg, han håndterer godt, jeg undrer mig så bare over, han kommer ud med et nyt løfte efterfølgende, siger Rasmus Horn Langhoff.

Nyt valgløfte

For den nye valgperiode har Stevns borgmester nemlig skruet ned for forventningerne til sig selv og lover nu, at han vil besøge 10 virksomheder inden for det første halve år, hvis han bliver genvalgt. Og det er ikke helt gennemtænkt, mener Rasmus Horn Langhoff.

- Han kunne jo også bare lade være med at love de her ting, jeg synes ikke helt, han har fanget, hvad der er problemet her, for det er ikke, om der var ti, tyve eller to, det er jo, at han lovet noget, som han ikke rigtig lever op til, så det virker ikke som om, han er blevet klogere, fastslår han.

Valgløfter er ømtålelige

Man bør i det hele taget være meget påpasselig med at give sådan nogle løfter, lyder det fra de to politikere.

- Jeg giver ikke nogle håndfaste løfter, man skal virkelig være klar over, hvad man går ud og lover, før man går ud og lover det, for folk stiller én til regnskab for det, og det skal de selvfølgelig også gøre, siger Louise Schack Elholm.
 
- Man skal vurdere, om der er en chance for, om man også kan leve op til det, siger Rasmus Horn Langhoff.

'Analysen med Elholm og Langhoff' bliver sendt på TV ØST i den sene nyhedsudsendelse klokken 22.30 hver mandag til torsdag frem til kommunalvalget.

 

Tip os Har du et godt tip?