Professor om dom i omdiskuteret sag: - Det virker som en pænt hård straf

07:19

Seks måneders betinget fængsel samt 120 timers samfundstjeneste blev straffen til en 17-årig narkosælger for uagtsom manddrab på Adam Buk fra Haslev.

En 17-årig dreng fik et halvt års betinget fængsel for uagtsomt manddrab med MDMA. En juraprofessor kalder straffen for hård.

Tidligere i dag kendte Retten i Næstved en 17-årig dreng skyldig i uagtsomt manddrab, fordi han i begyndelsen af februar solgte 15-årige Adam Buk fra Haslev det MDMA, der endte med at koste ham livet.

Straffen lød på seks måneders betinget fængsel under betingelse af, at den dømte udfører 120 timers samfundstjeneste. Og det er en ret hård straf, vurderer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet.

- Havde der været tale om forsætligt drab, så taler vi jo om helt andre strafferammer. Det er minimum fem år og så helt op til livstid. Men i sagen her har den dømte, så vidt jeg forstår, overhovedet ikke haft forsæt til, at det her skulle ske. Men han har handlet i uagtsomhed og burde altså have vidst, at det her kunne ske, siger han til TV ØST.

- Når det handler om uagtsomt manddrab, er vi nede i en helt anden strafferamme. Der taler vi måneder. Så på den måde virker det her som en pænt hård straf. 

Læs også Anklager om MDMA-dom: - Det er en utrolig tragisk sag

Kan have betydning for fremtidige sager

Og dommen kan da også have betydning for lignende sager i fremtiden.

- Inden for hele narkoområdet er det her i en vis forstand en skærpelse, fordi den, der sælger, har et eller andet strafansvar for, hvad der sker med klienterne, siger juraprofessoren.

Det kan dog have betydning, hvorvidt den dømte i den her sag om MDMA vælger at anke dommen til landsretten. Det har han 14 dage til at beslutte.

- I øjeblikket er der tale om en byretsdom, og hvorvidt den bliver fulgt eller anket, og om landsretten og i sidste ende Højesteret vil vurdere sagen på samme måde, det kan man ikke vide med sikkerhed, siger Sten Schaumburg-Müller.

- Men det er klart, at nu er der lagt en linje fra en domstol, der har taget stilling til det her. Det kan andre domstole tage op i lignende sager.

Læs også Baggrund: Derfor er sagen om Adam Buk principiel

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App