Privatperson starter indsamling til Vig Festival

Vig Festival fik ikke solgt nok billetter i 2016 og fik derfor et underskud på godt 1,8 millioner kroner. Nu vil Thomas Nicolaisen forsøge at hjælpe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er Odsherred værd uden Vig Festival?

Sådan spørger Thomas Nicolaisen fra Højby. Han mener nemlig, at festivalen er uundværlig for Odsherred og borgerne, og derfor har han besluttet at starte en indsamling, der skal hjælpe den økonomisk trængte festival.

Vig Festival led i år et underskud på godt 1,8 millioner kroner, fordi der blev solgt omkring 3.000 færre billetter end regnet med.

- En festival kan ikke have underskud to år i streg, så hvis vi også vil have en festival i 2018, så vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man donerer 1.000 kroner, siger Thomas Nicolaisen til TV ØST.

Uddeler støttekroner af overskud

Han fremhæver blandt andet festivalens frivilligheds-DNA som baggrund for, at det er vigtigt at give noget tilbage. 

- Festivalen er en del af os alle og en del af Odsherreds identitet. Den betyder både noget for den enkelte og for erhvervslivet, siger Thomas Nicolaisen og tilføjer:

- Den er drevet af frivillige, og den har også altid udloddet noget af overskuddet til private foreninger. Derfor synes jeg, det er på tide at give noget tilbage, nu hvor det går mere trægt for festivalen, Og det kan man gøre ved at give et bidrag.

Thomas Nicolaisens mål er, at bare 100 ud af festivalens 10.000 besøgende donerer 1.000 kroner til festivalen. Han har selv vist vejen ved at indbetale den første portion penge.

Hvis du gerne vil indsamle penge til Vig Festival, kan du sætte penge ind på Højby Lokalråds konto, der samler midlerne. Pengene bliver overrakt til festivalens bestyrelse i første kvartal af 2017.

Der var røde tal på bundlinjen, da regnskabet for årets Vig Festival blev gjort op. Underskuddet viser sig ifølge Nordvestnyt at ende på knap 1.800.000 mio. kroner.

 


Nyhedsoverblik