Privat eller kommunalt ældrecenter? Borgmesterkandidaterne er uenige

I Lolland Kommune er de to borgmesterkandidater uenige om, hvordan et nyt ældrecenter i Nakskov skal drives.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ældreområdet var det helt store emne på dagsordenen, da de to borgmesterkandidater i Lolland Kommune her til aften tørnede sammen i en valgdebat i supermarkedet Kvickly i Nakskov.

Netop ældreområdet kom særligt i fokus i forbindelse med snakken om den kontroversielle sag om Pleje Plus. Plejefirmaet, der blev fyret den 22. juni 2017 af Lolland Kommune efter tre advarsler.

Foruden mere end 250 klager over firmaet, blev plejefirmaet blandt andet fyret på grund af fagligt svigt, udeblivelse af nattevagter og manglende besvarelse af nødkald.

På ældreområdet er udgifterne til hver borger over 65 år i øvrigt faldet med fem procent i perioden fra 2013 til 2017.

S bekymret for private firmaer

quote Efter Pleje Plus-sagen blev vi bekymrede for at bruge private firmaer

Holger Schou Rasmussen (S)

Kort før kommunalvalgkampen blev fløjtet i gang, var politikerne blevet enige om, at der skulle bygges et nyt privat plejehjem i Nakskov.

I sidste time sprang Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti dog fra.

- Efter Pleje Plus-sagen blev vi bekymrede for at bruge private firmaer. Vi var nødt til at gå i tænkeboks, fordi alle resultater viser, at private aktører klarer det dårligere end de kommunale, lyder det fra socialdemokraten Holger Schou Rasmussen, der er nuværende borgmester i Lolland Kommune.

V: OK-Fonden skal drive det

quote OK-Fonden, som driver plejecentret i Maribo, gør det flot

Henrik Høegh (V)

Borgmesterkandidat Henrik Høegh (V) mener, man bør drive et kommende plejecenter i Nakskov på samme måde, som man gør det i Maribo. Dette plejecenter er privatiseret, og det er vellykket, hvis man spørger borgmesterkandidaten.

- OK-Fonden, som driver plejecentret i Maribo, gør det flot. Pårørende og de ældre er tilfredse med det, og sygefraværet er faldet med ti procent. Så vi synes, vi havde et godt eksempel der. Men når det er sagt, må vi respektere, der ikke var et flertal, og nu må det nye byråd starte forfra med at finde ud af, om og hvor der skal være et plejecenter, siger Henrik Høegh.

 
  Foto: TV2 ØST

Kommunalt versus privat

Torsdag aften var Holger Schou Rasmussen og Henrik Høegh fortsat enige om, at der skal etableres et nyt plejecenter, men de er uenige om, hvordan det skal drives.

- Margretecentret (red. der er privat) kører godt. Men det gør resten af de kommunale plejecentre også. Så hvorfor er det lige, det skal være OK-Fonden, når vi også kan køre det på kommunale hænder? Vi kan se sygefraværet er lige så lavt, og servicen, de yder, er absolut målbar, siger Holger Schou Rasmussen.

Henrik Høegh understrger dog, at borgerne er galde for det private plejehjem i Maribo.

- Jeg har ikke noget imod vores offentlige plejehjem i dag. De løber hurtigt. Men vi må bare sige, at der har været stor tilfredshed i Maribo, siger han.

Seerne bød ind med spørgsmål

Ældreområdet har gjort stort indtryk på borgerne i Lolland Kommune. Da det senere i debatten blev tid til at svare på seerspørgsmål, faldt snakken igen på ældreplejen. Her spurgte en seer:

Hvad vil I gøre for de ældre, der bor på øer, og som skal have hjælp efter klokken 18:00?

- Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan finde nogle løsninger. Måske med nogle, der har den faglige uddannelse, og som bor på øerne, siger Henrik Høegh.

Denne løsning tyder det på, de to borgmesterkandidater er enige om.

- Det med at rekruttere personale selv, tror jeg, er en løsning, vi skal se på sammen med øboerne. Den har Fejø i hvert fald åbnet op for, siger Holger Schou Rasmussen (S), som flere gange i debatten gør opmærksom på, at hvis man skal bruge flere penge på ét område, skal der spares på et andet. Ellers må man sætte skatten op.

TV ØST sender ’Dit valg’ igen på mandag, hvor turen er nået til Guldborgsund Kommune. 


Nyhedsoverblik