Præst om mobilforbrug: - Det handler dybest set om, at du gerne vil elskes

06:50

Sognepræst Jesper Blomgren arrangerer stilleaftener, hvor mobiltelefoner ikke hører hjemme.

En sognepræst oplever ofte, at kirkegængerne har hovedet nede i telefonen. Det er et udtryk for et ønske om at ville elskes, siger han.

Når sognepræst Jesper Blomgren fra Udby holder gudstjenester, ser han ofte, at kirkegængerne har travlt med at kigge på deres mobiltelefoner.

Det ærgrer ham, men han påtaler det ikke.

- Jeg synes ikke, jeg skal opdrage på folk. Der skal være frihed til, at man kan komme, som man er – med og uden mobiltelefon. Jeg synes, det er synd, at man ikke lytter efter eller mærker stemningen i kirken, men det er jo folks eget valg, siger Jesper Blomgren.

Vil bare gerne elskes

TV ØST fortæller i disse dage, at både en tandplejer i Sorø og en jordemoder i Slagelse oplever, at forældrene er mere optagede af deres mobiltelefoner end deres børn.

- Jeg har fødende, som ringer til familien nærmest inden, de har født moderkagen, siger Kira Ritz Fredriksen fra Slagelse Sygehus blandt andet. 

Læs også Jordemoder: - Jeg har fødende, der ringer til familien, inden de har født moderkagen

Men alt det mobilkiggeri er i virkeligheden et udtryk for folks ønske om at være elsket, siger sognepræst Jesper Blomgren.

- Hvis du hele tiden tjekker e-mails og likes, så er det et udtryk for, at du gerne vil elskes. Og når du står på en station eller i en butik og hele tiden skal opdatere din telefon, så viser du også din omverden, at du er elsket, og at andre vil dig, siger han.

Hvis du hele tiden tjekker e-mails og likes, så er det et udtryk for, at du gerne vil elskes

Jesper Blomgren, sognepræst, Udby

- Så jeg tror, at det store mobilforbrug er et udtryk for både kedsomhed, og at man gerne vil elskes.

- Prøv at være nærværende

Præsten håber dog, at vi vil blive bedre til at være tilstede i nuet i fremtiden.

- Når man er et sted, så prøv at være nærværende. Lyt til lyde. Er der koldt eller varmt? Er der god eller dårlig stemning? Når man venter på et tog, hvorfor skal man så se på sin mobiltelefon? Man kan ligeså godt tale med de andre, der står og venter. De kunne jo være interessante mennesker, siger Jesper Blomgren.

- Hellere gribe ud til omverdenen. Mobiltelefonen kan være nødvendig, hvis du skal have fat i nogen, men den er ikke altid nødvendig. 

Læs også Er du mere på telefonen end på barnet? Få gode råd til at styre dit digitale forbrug

Derfor arrangerer præsten også særlige stilleaftener, hvor der netop er fokus på at være til stede.

- Det er en god blanding af salmesang, læsning og stilhed, hvor vi prøver at være alene med os selv. Det giver noget godt, og jeg får gode tilbagemeldinger på det. Det er rart at være stille, for det er ikke normalt ude i samfundet, at man bare sidder og laver ingenting, siger han. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App