Portræt: Her er Næstveds borgmester

Carsten Rasmussen og Socialdemokratiet kan igen male byen rød i Næstved Kommune. I 2019 kan de gøre det med et brag af en 100 års jubilæumsfest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fanerne i Næstved skal fortsat være røde.

Socialdemokraten Carsten Rasmussen (S) er atter blevet valgt som borgmester med 10.292 personlige stemmer. Det betyder, at Socialdemokratiet i 2019 kan fejre 100 år ved magten i Næstved.

Det er SF, Enhedslisten og De Radikale, der har ført Carsten Rasmussen og Socialdemokratiet til sejren i Næstved.

Og borgmesteren har bidt sig godt fast i det politiske billede, siden han meldte sig ind i Socialdemokratiet for 18 år siden.

Borgmester ved et tilfælde

Modsat mange andre har Carsten Rasmussen ikke en lang politisk karriere bag sig. Til gengæld har han flere titler på sit cv - blandt andet ølkusk, skraldemand og vejmand.

Men en politisk karriere er ikke som sådan en barnedrøm, der er gået i opfyldelse. Faktisk skete det lidt ved et tilfælde. Da Carsten Rasmussens far døde i 2000, ville han ringe og melde ham ud af partiet, men endte med at melde sig selv ind i stedet.

Siden januar 2002 har Carsten Rasmussen været socialdemokratisk medlem af byrådet i Næstved Kommune, og allerede inden valget i år blev han spået gode chancer for at vinde både inden for det politiske miljø og af kommentatorer. De kloge fik ret.

Skolereform og besparelser er skyld i utilfredshed

En af de helt store debatemner i Næstved Kommune har været skolereformen fra 2015. Den har siden affødt diskussioner om kernevelfærd og serviceforringelser. Mange borgere er vrede, og det har skabt interne problemer i byrådet.

Derfor er det måske ikke alle, der klapper lige højt i deres hænder, når Carsten Rasmussen igen sætter sig på førersædet - blandt andet fordi han på valgnatten proklamerede, at den ikke vil blive rullet tilbage.

Han har ellers siddet i netop føresædet siden 2011, da den daværende socialdemokratiske borgmester Henning Jensen trak sig. Siden da er der blevet skåret gevaldigt, blandt andet på børneområdet. Det resulterede i en valgkamp, hvor omdrejningspunktet primært var kernevelfærd og serviceforringelser.

Men den socialdemokratiske borgmester var ikke sådan at kue. Nu sidder han igen lunt i borgmesterstolen fire år frem.

Privat er den 46-årige borgmester gift med Lisbeth og far til to drenge. Han er født, opvokset og bor i Næstved Kommune, hvor han også har et kolonihavehus.

Du kan læse mere om Carsten Rasmussen her. 


Nyhedsoverblik