Portører efter tabt retssag: Det er nedslående

Portørerne fra Slagelse Sygehus planlægger at gå til ombudsmanden, efter deres sag i Arbejdsretten onsdag faldt ud til Region Sjællands fordel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skal portørerne lave serviceassistentarbejde?

Det har været spørgsmålet i en sag, som Region Sjællands portører har ført mod arbejdsgiveren, Region Sjælland, og som i dag, onsdag, blev afsluttet i Arbejdsretten.

Sagen endte til Region Sjællands fordel, for Arbejdsretten fastslog, at det er hensigtsmæssigt, at portørerne uddannes til at udføre serviceassistentopgaver, fordi det blandt andet frigør tid fra plejepersonalet.

quote Jeg har det sådan, at jeg har en fornemmelse af, at vi ikke har tabt endnu

Jens Dahl, tillidsrepræsentant for portørerne

- Den er nedslående. Det er jo virkelig at få et ordentligt gok i nødden.

Sådan siger tillidsrepræsentant for portørerne i Slagelse, Jens Dahl, efter han har fået beskeden om Arbejdsrettens afgørelse.

- Vi havde håbet på noget andet, men dommen var meget entydig, at Region Sjælland er frifundet i det her, siger han til TV ØST. 

portører i protest
Læs også
Portører protesterer mod ny uddannelse på sygehusene
portører i protest
Læs også
Portører protesterer mod ny uddannelse på sygehusene

Frygter det får betydning for patienter

Han frygter nu, at mange portørkolleger vil flygte fra Region Sjælland, hvilket i sidste ende går ud over patienterne.

- Jeg frygter jo, at det er patienterne, der bliver taberne i det her. Vi skal jo ikke derhen, hvor vi mangler personale, og det frygter vi nu, at mange siger farvel og tak. For portørerne har ikke svært ved at få job andre steder, siger han.

Hos Region Sjælland er regionsrådsformand Heino Knudsen (S) tilfreds med sagens afgørelse, men han ser ikke Region Sjælland som vindere.

- Det her er en sag, hvor der ikke er nogen tabere og heller ikke nogen vindere. Det er jo aldrig rart at skulle mødes på den her måde i retten. Jeg er jo mere interesseret i en dialog om, hvordan vi kommer videre, siger Heino Knudsen (S) til TV ØST.

quote Det her er en sag, hvor der ikke er nogen tabere og heller ikke nogen vindere. Det er jo aldrig rart at skulle mødes på den her måde i retten

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand

Én ting kan både tillidsrepræsentanten og regionsrådsformanden blive enige om. Og det er, at patienterne skal have førsteprioritet.

- Det vigtigste for mig er jo, at man er glad for at gå på arbejde i Region Sjælland, men det kræver, at det ikke bliver en dialog for og imod serviceassistentkonceptet men en dialog om, hvordan vi kommer videre. For vi skal jo huske på, at den her sag er jo sat i søen for at gøre det bedste for vores patienter, siger Heino Knudsen (S).

Regionsrådsformanden fortæller, at han allerede nu har aftaler i kalenderen om dialogmøder om portørernes og regionens fremtidige samarbejde. 

Det mener han, bør være fokus.

- For mig er det vigtigt, at det her ikke bliver en kamp for eller imod et serviceassistentkoncept, jeg vil hellere en dialog om, hvordan kommer vi nu godt videre med de tanker, der er, med en løsning, som folk kan se sig selv i, siger han.

Portø
Læs også
Portører protesterer over ny uddannelse: I dag bliver 22 varslet om fyring
Portø
Læs også
Portører protesterer over ny uddannelse: I dag bliver 22 varslet om fyring

Vi har ikke tabt endnu

Hos portørerne holder man hovedet højt på trods af den nedslående besked i dag. Her er nemlig flere ting i støbeskeen.

- Jeg har det sådan, at jeg har en fornemmelse af, at vi ikke har tabt endnu. Vi har et nyt regionsråd og et regionsråd som har et andet syn på sagen, siger Jens Dahl og fortsætter:

- Vi har vores uddannelse, der skal gå igennem Danske Regioners bestyrelse, og hvis den går igennem der, hvad vi er næsten 100 procent sikre på, at den gør, så har vi reelt en erhvervsuddannelse for portører, siger han.

Tilbage er et møde, som portørerne i skrivende stund er igang med, hvor de skal tage stilling til, hvad der skal ske nu i sagen, men Jens Dahl har en formodning:

- Vi agter at rejse sagen for ombudsmanden, og det er det, som vi skal drøfte på et møde her klokken 16, siger han.

portør
Læs også
Regionen vinder sag mod portører
portør
Læs også
Regionen vinder sag mod portører

Nyhedsoverblik