Populært med fællestræning for kræftramte

Træning kan være et frisk pust i en hverdag med kræft. Foto: Slagelse kommune

Træningen og holdet giver rigtigt meget, lyder det fra Marianne Højeng-Swensson. Foto: Slagelse kommune

1 af 2

I Slagelse Kommune tilbydes fællestræning til kræftramte. Tilbuddet er blevet populært, fordi træningen opleves som et frirum og friskt pust i hverdagen.

Hver tirsdag og fredag møder 14-15 borgere i alderen slut 20’erne til midt 80’erne op i Aktivt Velvære i Slagelse for at træne i en time. 

Fælles for dem alle er, at de har været eller er i gang med kræftbehandling. I Slagelse Kommune tilbydes borgere, som har fået konstateret kræft eller netop har afsluttet et kræftforløb individuelle samtaler, fysisk træning og temamøder som en del af kræftrehabilitering, skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Et godt skub i livet

-  For mange er fællestræning og mødet med andre ligesindede et friskt pust i dagligdagen, for det er rart at kunne snakke med andre, som ved hvordan man selv har det. Samtidig kan træningen også være med til at mindske bivirkningerne ved kemoterapi, siger Marianne Sveistrup Hansen, Sundhedskoordinator i Slagelse Kommune.  

En af de borgere, der har benyttet sig af tilbuddet om 3 måneders fællestræning, er Marianne Højeng-Swensson, som i februar fik konstateret brystkræft.

- Det har været en stor befrielse at møde de andre på holdet og træne sammen. Her er vi alle i samme båd, og der er ingen ynk over, at det er synd for os, at vi er syge. Det er ok at smide hatten og være skaldet, det er ok ikke at orke en øvelse, det er ok at have kvalme og ikke være særlig aktiv. Samtidig er vi gode til at inspirere og opmuntre hinanden, for ud over den fysiske træning så giver holdet rigtig meget socialt, og det spreder tankerne fra dagligdagens sygdomstrummerum, fortæller Marianne Højeng-Swensson.

Mulighed for at koble sig af og på

Efter fællestræningen i Aktivt Velvære tilbyder Slagelse Kommune hver 2. tirsdag oplæg med fagpersoner. De øvrige tirsdage efter fællestræning er der café med medarbejdere fra Kræftens Bekæmpelse. Man kan sammen med Sundhedskoordinatoren aftale, om man ønsker at deltage i både fællestræning, oplæg og café eller kun en af delene.

- I starten havde jeg egentlig kun regnet med, at jeg ville deltage i træningen. Jeg har haft kræft tæt inde på livet i min familie før, så jeg havde ikke brug for mere terapi. Men jeg måtte bide mine ord i mig igen, for foredragene har givet mig ny viden, og det er rigtig rart, at man kan koble sig på, når man har lyst, slutter Marianne Højeng-Swensson. 

I efteråret arrangerer Slagelse Kommune desuden temaaftener om kræft for pårørende og kræftramte i kommunen. Læs mere på slagelse.dk/temakraeft

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App