Populær badesø lukket efter fund af alger

Haraldsted Lillesø nord for Ringsted er lukket og det blå flag er taget ned, efter man har fundet blågrønne alger i søen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det blå flag er taget ned ved Haraldsted Lillesø nord for Ringsted. For Ringsted Kommune har fundet blågrønne alger i vandet. Det skriver SN.dk.

Kommunen har sat et skilt op på søens informationstavle med "badning frarådes". Indtil det blå flag er hejst igen, opfordrer Ringsted Kommune borgere til at holde øje med vandets udseende og følge de råd, der fremgår af informationstavlerne på stedet, skriver SN.dk.

Blågrønne alger kan give gener som opkast og diarré. Man skal også holde hunde fra at bade i vandet. Det er kommunerne, der står for at overvåge badevandskvaliteten. Det er derfor hos din kommune, du skal finde oplysninger om vandkvaliteten på strande eller i søer i dit område.

Gode råd om alger og badning:

  • Hvis vandet er varmt og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.
  • Hold øje med skilte, der fraråder badning.
  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.
  • Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små – og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand – og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Det kan være døde alger.
  • Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.
  • Fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.
  • Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.
Kilde: Miljøstyrelsen

Nyhedsoverblik