Politisk kommentator om René Christensens nederlag: Det var jo en ydmygelse

René Christensen måtte i går vinke farvel til drømmen om en borgmesterpost. Foto: TV ØST

Politisk kommentator kalder René Christensens forsøg på forhandlinger i går for en alvorlig bet for Dansk Folkeparti.

Ikke nok med at, DF'eren René Christensen selv endte med at være langt væk fra borgmesterposten i Guldborgsund Kommune, så blev han også blankt afvist af Socialdemokratiet, der takkede nej til hans tilbud om at pege på Bo Abildgaard (S) som borgmester.

René Christensen ville for alt i verden undgå, at John Brædder (Guldborgsundlisten) tog sin tredje periode som borgmester. Derfor satte han missionen om at overdrage borgmesterkæden til den socialdemokratiske spidskandidat i gang. Men den mission fejlede, da Socialdemokratiet valgte at støtte den siddende borgmester med deres mandater i ryggen i stedet.

Læs også Rene Christensen: Jeg er dybt skuffet over S-kandidat

Hele situationen kaldes nu for et rigtigt nederlag for René Christensen, som ellers var forudset til at blive en af de absolut største profiler i kommunalvalget.

Politisk analytiker hos TV 2 News, Thomas Funding, vurderer, at valget rent stemmemæssigt så fint ud, men at forhandlingerne derimod er en helt anden historie.

- Det var jo en ydmygelse af DF og René Christensen. De fik sådan set et godt valg dernede og gik frem igen, så på den måde har Dansk Folkeparti ingenting at være flove over, siger den politiske analytiker til TV ØST.

- Men at René Christensen så effektivt bliver parkeret uden for forhandlingslokalet, mens de andre forhandler, og han lettere desperat forsøger at tilkæmpe sig adgang til lokalet ved at tilbyde borgmesterposten til Socialdemokratiet – dér får han ikke udnyttet de mandater, som vælgerne gav Dansk Folkeparti.

Umiddelbart ingen betydning i Folketinget

Ved siden af René Christensens lokalpolitiske arbejde er han også at finde på Christiansborg, hvor han er folketingspolitiker og finansordfører for Dansk Folkeparti.

Læs også Se SMS’erne: DF var klar til at give borgmesterposten fra sig

Trods det mislykkede kommunalvalg for partiet, mener politisk kommentator Erik Holstein fra Altinget ikke, at det kommer til at påvirke Dansk Folkeparti på landsplan.  

- Det er en meget alvorlig bet for partiet. Men når det er sagt, så er det ikke nødvendigvis noget, der betyder noget for DF’s planer om at gå i regering eller DF’s styrke i forhandlingerne med andre partier på Christiansborg, siger Erik Holstein.

Erik Holstein kalder Dansk Folkepartis resultat i Guldborgsund Kommune for ”okay”, men det er nærmere situationen, hvor de andre partier ”ikke ville vide af ham”, der får ham til at se lidt ”forpjusket ud” dagen efter valget, siger han.

Det, at man har snakket så meget om det her på Christiansborg, har muligvis fremprovokeret en modreaktion lokalt

Thomas Funding, politisk analytiker hos TV 2 News

En modreaktion fra lokalbefolkningen

Blandt flere politikere og i landsdækkende medier er René Christensen blevet udpeget til at kunne blive borgmester i Guldborgsund Kommune, og det mener Thomas Funding kan have gjort René Christensen "en bjørnetjeneste i ordets oprindelige forstand”, som han kalder det.

- Når journalister på Christiansborg har spurgt folketingspolitikerne om, hvor man kunne forvente at se et samarbejde mellem Socialdemokratiet og DF udfolde sig, så er Guldborgsund Kommune blevet nævnt som en god mulighed, siger han.

- Det, at man har snakket så meget om det her på Christiansborg, har muligvis fremprovokeret en modreaktion lokalt.

Om kommunalvalget kommer til at have direkte konsekvenser for partiet på landsplan er for tidligt at sige, vurderer Thomas Funding.

Tip os Har du et godt tip?