Politikere vil have tjekket reglerne for studenterkørsel efter ulykke

Flere partier kræver grundigt tjek af reglerne for studenterkørsel efter weekendens voldsomme ulykke ved Tappernøje. Men kørslen skal ikke forbydes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 19-årig mand meldes fortsat i kritisk tilstand, efter han i lørdags faldt ud af en studentervogn i fart. Ulykken har sat gang i debatten om sikkerheden ved kørslerne. 

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), siger til TV ØST:

- Når der sker sådan en tragisk ulykke, så er det altid relevant at kigge sikkerheden efter i sømmene. Nu giver vi reglerne et serviceeftersyn, og så ser vi, om noget skal laves om. 

Studentervogn ulykke
Læs også
Student fortsat i kritisk tilstand efter fald fra studentervogn
Studentervogn ulykke
Læs også
Student fortsat i kritisk tilstand efter fald fra studentervogn

Politiet kan endnu ikke sige, hvorfor ulykken skete, men har foreløbig udelukket fejl på vognen som årsag. 

- Det kan være, at sikkerheden er i orden, og at det er en tragisk ulykke, men det skal vi i hvert fald have undersøgt, siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

Formand for Transportudvalget, Lennart Damsbo-Andersen (S) peger på, at den tilladte hastighed måske er for høj. 

- Jeg har ikke hørt om ulykker, der sker, hvor man kører 30 kilometer i timen, så det kan være, at der skal kigges på reglerne for, hvor hurtigt man egentlig må køre i det her vogne. Det skal vi i hvert have have kigget på, siger han til TV ØST.

Ikke skolens område

Det var en student fra en klasse HHX-studenter fra ZBC i Næstved, der faldt af vognen i lørdags. 

Læs også
Udlejer slog alarm for seks år siden: Sikkerheden er for dårlig på studentervogne
Læs også
Udlejer slog alarm for seks år siden: Sikkerheden er for dårlig på studentervogne

 - Vi har ikke noget at sige i den forbindelse. Det er ikke noget, der foregår i vores regi, så det har vi ikke nogen holdning til, siger presseansvarlig for ZBC, Michael Winther-Rasmussen, til TV ØST.

- Vi har et beredskab, som træder i kraft, når det er behov for det, og vi prøver at koncentrere os om at være i den umiddelbare direkte kontakt til dem, som er berørte, siger han. 

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested åbner for overvejelser om at forbyde studenterkørsel:

- Hvis der ikke er nogle rigtigt gode forslag til at stramme sikkerheden omkring studenterkørsel, så bør man overveje et forbud, siger han til Berlingske.

Så langt ønsker hverken Lennart Damsbo Andersen eller Kristian Pihl Lorentzen at gå.

- Vi vil overhovedet ikke overveje at forbude studenterkørsel. Det er en del af vores kultur, og det skal vi holde fast vi. Vores opgave er så at lave regler, som understøtter den kultur, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Det er forfærdeligt, at der sker uheld, men vi har også selv prøvet, at det er en fantastisk følelse at fejre det. Det handler om at finde en grænse, hvor man på den ene side kan feste, og man på den anden side kan klare det uden ulykker, siger Lennart Damsbo Andersen.

Det siger reglerne om studenterkørsel:

  • Det er forbudt for studentervogne at køre på motorvej eller motortrafikvej.
  • Hastigheden må max være 40 kilometer i timen i byzoner. Udenfor byerne må studentervognene køre 60 kilometer i timen.
  • Bilerne skal være synet indenfor et år.
  • Motorkøretøjer brugt til studenterkørsel skal være forsynet med en for - og bagsmæk på mindst 120 centimeter.
  • Der skal være siddepladser til alle passagerer.
  • Det er Statens Bilinspektion, der bestemmer, hvor mange passagerer der må være i et givent køretøj.
  • Der skal forefindes mindst én solid trappe til af- og påstigning.
  • Der skal under kørslen medbringes mindst én ildslukker, der skal være anbragt på et hensigtsmæssigt og for føreren let tilgængeligt sted.
Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

 


Nyhedsoverblik