Sorø, Holbæk, Guldborgssund har det. Slagelse har det delvist, og det er på vej i Næstved, Kalundborg og Odsherred: Røgfri arbejdstid.
Men på Lolland, hvor næsten hver fjerde ryger på daglig basis, kan politikerne ikke enes om en tilsvarende ordning.
Spørger man på den ene side formanden for Sundhedsudvalget, Tom Larsen (V), svarer han:
- Ja, det skal vi helt klart have.
Men spørger man byrådskollegaen Henning A. Rasmussen (P), kommer det lige så hurtigt:
- Nej, det synes jeg egentlig ikke.
Og lige dér strander debatten.
Tom Larsen har haft forslaget på dagsorden på flere byrådsmøder. Men hver gang må han konstatere, at der ikke er opbakning til det.
- Der er ikke den brede opbakning. Og der er ingen grund til at tage en kamp, man ikke kan vinde, siger han, der selv er ikke-ryger.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ansatte må gøre, hvad de vil
Ryger er til gengæld Henning A. Rasmussen, og han er klar i mælet i forhold til at afskaffe medarbejdernes ret til at ryge i arbejdstiden.
De pauser, de ansatte har, må de bruge til at drikke kaffe eller spise slik eller ryge tobak for min skyld
- De pauser, de ansatte har, må de bruge til at drikke kaffe eller spise slik eller ryge tobak for min skyld. Bare de er tilbage på arbejde til den tid, de skal være, siger han.
Han insisterer på, at hans egen rygning ikke har noget med det at gøre, og han mener heller ikke, at det spiller ind, at Lolland har det højeste antal daglige rygere i vores landsdel.
- Vi kunne jo begrænse hinanden på alle mulige områder, hvis det var det, vi ville. Og jeg er meget modstander af, at vi gør det.
Men Lolland er den kommune, hvor flest ryger. Bør I som kommune ikke tage et ansvar, når så mange ryger?
- Jeg skal ikke tage ansvar for andre menneskers liv. Det kan de gøre selv. Det er jeg sikker på, at vores medarbejdere kan.
Artiklen fortsætter under billedet.
Politikere bør gå forrest
Men det er Tom Larsen langt fra enig med Henning A. Rasmussen i.
- Der er alt for mange, der ryger her på Lolland. Og vi sidder jo heller ikke og drikker øl i arbejdstiden mere. Selvfølgelig er det folks eget ansvar, men jeg mener bare godt, at vi kan holde vores arbejdsplads røgfri, siger han og tilføjer:
Der er alt for mange, der ryger her på Lolland. Og vi sidder jo heller ikke og drikker øl i arbejdstiden mere
- Hvis vi ikke går forrest som politikere i den udfordring, som Lolland har, så kan det blive ret svært. Det synes jeg, vi bør.
Tom Jensen vil arbejde videre med projekt røgfri arbejdstid, og han ser tegn på, at tingene er ved at vende:
- Det har tidligere været en stopklods, at så mange røg i byrådet, men flere er holdt op. Så jeg tror, det vender. Men det er en proces, som jeg arbejder videre med.
Han skal dog ikke regne med opbakning fra Henning A. Rasmussen. På spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde vil stemme ja til røgfri arbejdstid i Lolland kommune, svarer han helt kort:
- Nej.