Politikere enige: Giver 18-timers ultimatum til kriseramt selskab bag Storstrømsbro

Forligspartierne giver tirsdag et ultimatum til et af selskaberne bag den nye Storstrømsbro. Skaf en underskrift inden i morgen middag - ellers så er I fyret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skaf en underskrift inden onsdag klokken 12.00 - ellers så er I fyret.

Sådan lyder beskeden fra forligspartierne bag Transportforliget til et af selskaberne bag den nye Storstrømsbro.

Forligspartierne har netop afholdt et møde med transportminister Ole Birk Olesen tirsdag sidst på eftermiddagen. Her var ordførerne samlet for at drøfte byggeriet af den nye Storstrømsbro - især med fokus på den økonomiske situation for en af bygherrerne, Condotte.

På mødet gav politikerne grønt lys for to af de tre selskaber, der skal bygge broen - men Condotte får 18 timer til at skaffe en underskrift fra retten i Rom, der skal dokumentere, at selskabet er finansielt stærkt nok til at påtage sig opgaven. 

Ny storstrømsbro
Læs også
Politikere om ny Storstrømsbro-afsløring: Håbløst og amatøragtigt​
Ny storstrømsbro
Læs også
Politikere om ny Storstrømsbro-afsløring: Håbløst og amatøragtigt​

Kriseramt selskab i fokus

Condotte er i øjeblikket under rekonstruktion - og derfor skruer politikerne nu tommelskruerne på overfor selskabet, der med underskriften skal dokumentere, at alt er i orden - ellers får selskabet ikke lov til at fuldføre opgaven.

Og politikerne er glade for beslutningen.

- Hvis de ikke leverer underskriften, så får de sparket. Så kan vi fortsætte med de to andre selskaber bag, siger Magnus Heunicke til TV ØST. Han fortæller, at de to øvrige selskaber har forhøjet deres økonomiske garanti, sådan så de kan overtage opgaven alene, hvis Condotte ikke kan fortsætte.

Og det er den rigtige beslutning at holde fast i det oprindelige konsortium - med det ultimatum, der er givet til Condotte. Det siger Villum Christensen (LA).

- Det er den rigtige beslutning. På denne måde kan vi være sikre på, at alt er, som det skal være, siger han til TV ØST. 

- Nu har vi finkæmmet selskabernes økonomi, og jeg mener, at det ser godt ud. Men det er klart, at hvis Condotte ikke kan skaffe en underskrift, så må vi sige tak for denne gang, siger Villum Christensen. Han understreger, at man på denne måde også sikrer, at broen bygges som planlagt, og at der samtidig beholdes flest mulige arbejdspladser i Danmark.

Borgmester glad

Vordingborgs borgmester Michael Smed (S) er glad for beslutningen fra forligspartierne.

 - For vores lokalområde, så er det en rigtig god beslutning, der er truffet i dag. Nu kan de italienske konsortium få kontrakten og komme i gang med arbejdet. Samtidig håber jeg, at vi nu er sikret ordentlige forhold, at der er styr på de ting, som der skal være styr på, siger han til TV ØST.

Han er glad for at selskaberne er blevet gransket, og tror på, at Kammeradvokaten og Vejdirektoratet nu siger god for at arbejdet kan starte.

Vejdirektoratet har ikke undersøgt italienernes økonomi

Mandag kom det frem, at Vejdirektoratet, der er ansvarlig for at opføre den 2,1 milliarder kroner dyre Storstrømsbro, ikke har lavet et økonomisk tjek af de italienske firmaer, der har vundet kontrakten på broen. Det har Vejdirektoratet bekræftet over for Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har tidligere kunne afsløre, at Vejdirektoratet heller ikke har undersøgt de tre italienske firmaers baggrund og at to af firmaerne har været ramt og sager om korruption og bestikkelse.

På mødet tirsdag fremlagde Vejdirektoratet sin redegørelse for firmaernes økonomiske situation.

Ny storstrømsbro
Læs også
Italienske brobyggere: Økonomisk nedtur er midlertidig
Ny storstrømsbro
Læs også
Italienske brobyggere: Økonomisk nedtur er midlertidig

I Norge har de smidt Condotte på porten

Kammeradvokatens redegørelse har tidligere i januar afsløret, at Condotte, som er en af de tre italienske firmaer, er i fare for at gå i risiko og har været i store betalingsvanskeligheder med et milliardbyggeri i Norge.

I dag tirsdag har Bane NOR, som er bygherre på det store byggeprojekt, offentliggjort i en pressemeddelelse, at de har smidt den italienske entreprenørfirma Condotte på porten. Det skriver Fagbladet 3F. Ordførerne har overfor Fagbladet givet udtryk for, at de er stærkt bekymret.

Her giver TV ØST dig et samlet overblik over sagen:

Overblik over sagen om Storstrømsbroen

23. oktober 2017: Tre italienske virksomheder bliver ansvarlige for byggeriet
Vejdirektoratet beslutter, at italienske virksomheder skal bygge ny Storstrømsbro til 2,1 milliarder kroner. Det bliver et konsortium bestående af Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit med Seteco Ingegneria som underrådgiver.

1. november 2017: Socialdemokratiet frygter social dumping
Socialdemokratiet hiver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd af frygt for social dumping. Lennart Damsbo Andersen vil have svar på, hvordan ministeren vil sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

12. december 2017: Italienske firmaer slipper for samme baggrundstjek som danske
De italienske firmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, slipper for samme, store baggrundstjek som deres danske konkurrenter. Det skriver Fagbladet 3F. På trods af en række uheldige sager med italienske entreprenører i Danmark, har Vejdirektoratet ikke taget kontakt de italienske myndigheder, før eller efter de tildelte dem kontrakten.

18. december 2017: To ud af tre firmaer anklaget for korruption
To ud af de tre italienske entreprenørfirmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, er anklaget for korruption i Italien. Det afslører Fagbladet 3F. De dømte personer er ikke længere involveret i firmaerne. 
Samme dag vil politikere stoppe den planlagte underskrift på byggeriet af Storstrømsbroen.

19. december 2017: Politikere udsætter underskrift på aftale om Storstrømsbro
Et enigt transportudvalg på Christiansborg med Ole Birk Olesen (LA) i spidsen beslutter at udsætte underskriften af aftalen om den kommende Storstrømsbro. Det bliver yderligere besluttet, at Kammeradvokaten skal se nærmere på to ud af de tre italienske firmaer, der skal bygge broen og undersøge deres korruptionssager. Det vil ske i starten af 2018.

20. december 2017: Det kan koste 100 millioner kroner at slippe ud af kontrakt
Det kan koste mere end 100 millioner kroner, hvis den danske stat vælger at opsige kontrakten om den nye Storstrømsbro med italienske virksomheder. Det vurderer ekspert i udbudsret ved Syddansk Universitet overfor Fagbladet 3F.

21. december 2017: To ud af tre italienske firmaer er ikke mafia-hvidlistet
Italien opererer med en ’White-list’ over firmaer, der er renset for mafiamistanke. To ud af de tre italienske virksomheder, der skal bygge Storstrømsbroen, står bare ikke på dem. Hvidlisten er lavet som et redskab, så firmaer i den italienske bygge- og anlægsbranche, der gennem lang tid har været en yndet scene for organiserede kriminelle, kan bevise, at de ikke er infiltreret af mafiaen eller involveret i korruption, bestikkelse m.m.

7. januar 2018: Politikere vil have kattelem i kontrakt om Storstrømsbroen
Ordførerne fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kræver en nødudgang i kontrakten om ny Storstrømsbro.

8. januar 2018: Italienere vil følge danske regler
Det italienske konsortium, der består af Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit med Seteco Ingegneria som underrådgiver, vil snart blive etableret som et dansk A/S-selskab. Derefter er det planen, at selskabet skal være medlem af organisationen og efterfølge de aftaler og regler, som organisationen har etableret – regler, som er standard på det danske arbejdsmarked.

9. januar 2018: Italiensk firma involveret i skandale-sag i Oslo
Fagbladet 3F afslører, at Condotte, som er en af de tre italienske virksomheder, der skal bygge den nye Storstrømsbro, har måtte indstille milliardbyggeri i Oslo, fordi de skyldte penge til deres norske underleverandører.

10. januar 2018: Kammeradvokaten fremlægger sin redegørelse
Kammeradvokaten konkluderer at alle udbudsregler er fulgt på trods af verserende retssager om korruption og bestikkelse for millioner hos to af tre italienske byggefirmaer, der har vundet opgaven med at bygge den nye Storstrømsbro. På baggrund af Kammeradvokatens redegørelse beder Vejdirektoratet konsortiet af de tre italienske firmaer om at redegøre for, hvordan de kan løfte kontrakten - også i en situation, hvor en af parterne ikke kan levere sin del.

19. januar 2018: Italienske brobyggere kan igen ikke betale norske underleverandører
Et af de italienske firmaer, der skal bygge Storstrømsbroen i Danmark, er nu så hårdt ramt af økonomiske problemer, at de er standset med at betale deres regninger på et stort milliardbyggeri i Oslo. Det skriver Fagbladet 3F.

29. januar: Vejdirektoratet har ikke tjekket italienske firmaers økonomi
Vejdirektoratet ikke har tjekket økonomien hos firmaerne bag Storstrømsbro-konsortiet, før de tildelte dem kontrakten på at bygge broen for 2,1 milliarder kroner. Det skriver Fagbladet 3F. Det eneste, Vejdirektoratet gjorde, før de udpegede de italienske selskaber som vindere af Storstrømsbroen, var at bede dem om at bevise, at de havde en omsætning på over fem milliarder kroner i tre udvalgte regnskabsår.

30. januar: Italienske brobyggere sparket ud af milliardbyggeri i Norge
Det italienske entreprenørfirma Condotte, der er udpeget til at bygge den nye Storstrømsbro, er netop blevet frataget to kæmpekontrakter på Norges største transportprojekt.Ordførere er stærkt bekymrede. Det skriver Fagbladet 3F.

Nyhedsoverblik