Det vi har sammen

Politiinspektør: Det er en lokal orienteret bandekonflikt

Foto: TV ØST

Der er ingen grund til at være utryg, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Læs det fulde interview med politiinspektøren her.

Stridigheder mellem rockergrupperne Mongols og Satudarah i Nykøbing Falster er blusset op, og tirsdag aften blev hele syv bevæbnede personer anholdt i byen. 

- Der er en konflikt omkring det kriminelle territorium mellem personer med relationer til Mongols og personer med relation til Satudarah. Desværre er det ikke ukendt, at når rockermiljøet kæmper om territorier, så foregår det ganske voldeligt, siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.  

- Og det er det, vi har set her gennem se seneste uger. 

Desværre er det ikke ukendt, at når rockermiljøet kæmper om territorier, så foregår det ganske voldeligt

Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

For senest torsdag aften blev der affyret mindst fem skud ved Vendsysselvej i Nykøbing Falster. 

En lokalorienteret konflikt

Er der tale om lokale bandemedlemmer, eller er det her en del af en større konflikt? 

- Det her er noget, der er lokalt orienteret. Der er dels personer fra lokalområdet, men der er også nogle personer, som kommer uden for lokalområdet. Men selve konflikten er lokalt orienteret og den er specifikt orienteret omkring det kriminelle marked, siger Kim Kliver.

- Så vi har selvfølgelig sat hårdt ind på efterforskningen af selve kriminaliteten, og så er vi synlige i gadebilledet, for vi vil ikke acceptere, at man skaber utryghed. 

Læs også Politiet anholder syv bevæbnede rockere

Utryghed i Nykøbing Falster

Men selv om I er synlig til stede, så hører vi også unge kvinder fortælle, at de er utrygge. Mener du, at der er grund til at være det? 

- Ikke som almindelig borger. Der skal man fortsætte med sine almindelige forehavender. Men den konflikt der er, den er relateret til bandemiljøet og mellem bandemiljøet. Men vi ved jo godt, at når de kæmper i det offentlige rum, så bliver borgerne ængstelige, og det er også derfor, vi er synlige dernede.

- Vi laver anholdelser, som vi gjorde i går aftes, hvor vi får taget trykket af den konflikt, og det bliver vi ved med så længe, det er nødvendigt, fordi borgerne skal kunne føle tryghed.

Vi er afhængige af, at alle, der ser noget, de giver meldinger til politiet

Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Afhængige af borgerne

Men det er klart, I gerne vil have, at folk melder, hvis de ser noget mistænkeligt. Men kan man trygt gøre det som ganske almindelig borger? - Det er jo ikke ligefrem et miljø, man har lyst til at lægge sig ud med. 

- Det er vigtigt at sige i den her sammenhæng, at vi er afhængige af, at alle, der ser noget, de giver meldinger til politiet. Og man er nødt til som borger at sige "vi vil ikke det her uvæsen", som rocker- og bandemiljøet er, og derfor så giver vi de oplysninger, der er forbundet med det.

- Og vi kan godt håndtere en situation, hvor man skal tage vare på den enkeltes sikkerhed. Så man kan trygt gå til politiet og give de oplysninger man har - og så skal man i øvrigt overlade selve opgaven til politiet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App