Det vi har sammen

Politiet undersøger voldsom brand i etageejendom: Kan være påsat

01:11

Sådan så det ud i Skælskør, der lørdag morgen vågnede op til en voldsom brand i en etageejendom i den centrale del af byen. Video: Morten Bøgh

Skælskør vågnede lørdag morgen op til en voldsom brand i en etageejendom, hvor en person kom alvorligt til skade. Nu undersøges branden nærmere.

Lørdag morgen omkring klokken 06.00 vågnede Skælskør op til en omfattende brand i en etageejendom, hvor flere kunne se en røgsøjle rejse sig fra den centrale del af byen.

Branden, der var opstået i en større ubeboet ejendom, betød blandt andet, at Algade blev afspærret, så brandfolk fra både Skælskør og Slagelse kunne udføre det store slukningsarbejde.

Branden kan være påsat eller opstået ved en kortslutning, det skal vi nu forsøge at finde ud af

Jesper Lovmand, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Nu skal politiets brandteknikere forsøge at klarlægge brandårsagen, fortæller Jesper Lovmand, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST. 

Den voldsomme brand havde allerede lørdag formiddag beskadiget bygningen i sådan en grad, at beredskabet besluttede at vælte flere vægge i frygt for nedstyrtning.

Sådan ser bygningen ud søndag formiddag. Foto: Morten Bøgh

  Foto: Morten Bøgh

- Branden kan være påsat eller opstået ved en kortslutning, det skal vi nu forsøge at finde ud af, tilføjer Jesper Lovmand.

Lagt i kunstigt koma

En person opholdt sig af endnu ukendte årsager i etageejendommen, da den brød i brand. Manden kastede sig derfor ud fra første sal, hvor brandvæsnet fandt ham med svære brandskader i ansigtet. 

Læs også En person i koma efter voldsom brand

Han blev tilset af en læge på stedet og derefter fragtet til Slagelse Sygehus, hvor han blev lagt i kunstigt koma.

Søndag ligger personen stadig på sygehuset i Slagelse, hvor lægerne behandler ham for sine skader, han pådrog sig ved faldet fra første sal og selve branden, der gav ham slemme brandskader i ansigtet.

Manden ventes ikke at blive overført til Rigshospitalet i København, og derfor betegnes hans tilstand til at være i bedring.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App