Stor aktion: Politiet slår til mod bandemiljøet på Sjælland

I en større koordineret indsats mod bander har politiet tirsdag foretaget en række anholdelser på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har tirsdag morgen iværksat en større koordineret aktion mod bandemiljøet på Sjælland. Der er dog ikke anholdt nogle i vores område.

Det oplyser Københavns Politi.

Flere politikredse, Særlig Efterforskning Øst og Særlig Efterforskning Vest er i øjeblikket i gang med at afslutte en samlet og koordineret indsats, hvor der indtil nu er anholdt 16 personer, der alle er tæt relateret til eller medlem af en bandegruppering på Indre Nørrebro.

quote Vi hverken kan eller vil acceptere bandernes voldshandlinger

Flemming Madsen, politiinspektør ved Særlig Efterforskning Øst

En del af de anholdte indgår på forskellig vis i flere af de skud- og voldssager, som er forøvet i forbindelse med bandekonflikten, og de vil blandt andet blive sigtet for alvorlig personfarlig kriminalitet, forskellig form for bedrageri og anden berigelseskriminalitet.

Ransagning af mere end 30 adresser

I forbindelse med anholdelserne er der foretaget ransagning af flere end 30 adresser i politikredse på Sjælland og i Jylland, oplyser Københavns Politi.

Politikredsene vil i øvrigt rette henvendelse til en række bandemedlemmer, som har gæld til det offentlige, med henblik på inddrivelse af denne.

- Vi hverken kan eller vil acceptere bandernes voldshandlinger og den holdning, som de involverede grupperinger åbenbart har om, at man uden hensyn til andre og omkringboende kan skyde, forøve forskellig form for vold og på anden måde skabe stor utryghed i nærområderne, udtaler politiinspektør Flemming Madsen fra Særlig Efterforskning Øst.

Han understreger, at både efterforskning og øvrig politiindsats fortsætter, selv om der ikke er voldelige sammenstød i bandekonflikten i disse uger.

Flere aktioner på vej

- Dermed kan der også forventes yderligere aktioner mod bandemiljøet i den kommende tid, tilføjer Flemming Madsen.

En del af de anholdte vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i de respektive politikredse med påstand om varetægtsfængsling.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eller Midt- og Vestsjællands Politi.

Denne artikel er opdateret
Artiklen er opdateret med nye oplysninger fra Københavns Politi.

 


Nyhedsoverblik