Politiet om statsministerens besøg på Motalavej: - Alle opførte sig eksemplarisk

Flere medier fortæller, at der opstod uro under statsministerens besøg på Motalavej i Korsør. Men ifølge politiet opførte alle sig eksemplarisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er slet ikke et billede, politiet kan genkende.

Sådan skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse, efter flere medier beretter om, at der opstod uro under statsministerens besøg på Motalavej i Korsør. 

- På et tidspunkt under statsministerens besøg er der en ung mand, som opfører sig noget flabet og vifter lidt vel meget med langefingeren mod politiet. En af vores betjente tager fat i ham og taler et par alvorsord med ham. Den unge mand fik en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen, men det er også alt, hvad der er sket. Ellers forløb besøget stille og roligt, og alle opførte sig eksemplarisk, siger viceinspektør Allan Holm i pressemeddelelsen. 

20 drenge kommer til stedet

Men ifølge TV ØST's reporter på stedet så var der ballade.

TV ØST's reporter fortæller, at der ud af det blå kommer omkring 20 drenge, hvor én af drengene løber mod den bygning, hvor Lars Løkke sidder og drikker kaffe. 

Også BT's mand på stedet havde samme oplevelse.

- Det var en flok provokerende unge drenge, som kom med tilråb og forsøgte at gå lidt tættere på statsministeren, end politiet havde givet dem lov til, siger BTs mand til avisen.

- Der var også en fyr, der gav fuckfinger og havde tørklædet for langt oppe.

Politi: Vi betragter det ikke som uro

Er det ikke uro?

- Vi skal jo ikke gå ind og diktere, hvad I kalder tingene. Der var én, der gav skråt-op mod os, og det var ikke okay. Det var også for at signalere, at han ikke skulle komme og spille op. Men vi betragter det ikke som uro. Vi synes sådan set, at det hele forløb stille og roligt, siger Allan Holm til TV ØST.

- Så jeg tror, der var ret forskellige oplevelser af, hvordan tingene forholdt sig.

Var du selv på stedet?

 - Ja, det var jeg.

Kan du forstå, at man kan have den følelse af, at der opstod uro?

- Ikke som det bliver formidlet. Det var ikke vores oplevelse. Men der er selvfølgelig forskellige oplevelser af, hvordan tingene er, i forhold til hvad man er vant til, siger Allan Holm.

Men er I ikke også interesseret i at få det fremstillet, som om alt er eksemplarisk, nu når statsministeren er på besøg? At nedtone det?

- Nej, nej, nej. Der er ikke nogen her, der skal feje noget til side. Vi har jo ikke noget at skjule. Vi formidler tingene, som det er sket, lyder det fra Allan Holm


Nyhedsoverblik