En 23-årig kvinde anmeldte natten til søndag en voldtægt ved festpladsen nær Rådhusengen i Næstved.
Her blev der afholdt stor 90'er-fest.
Søndag gik politiet ud med en efterlysning af folk, der kan have se noget øst for indgangen til festpladsen mellem kl. 23.15 og 23.30.
- Vi har fået fire-fem henvendelser, som vi kigger på, men vi har ikke fået noget, der har bragt os afgørende videre, siger efterforskningsleder, Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Vil stadig gerne høre fra vidner
Han fortæller, at de henvendelser, der er kommet, primært går på personer, der er set andre steder på pladsen.
- Derfor vil vi stadig meget gerne have fat i folk, der kan have set kvinden, som kom ud fra et lille skovområde kun iført blå t-shirt og kondisko, eller som har set noget mistænkeligt i den forbindelse, siger Søren Ravn-Nielsen og fprtsætter:
- Det kan være, man har set en mand, eller set dem sammen på en eller anden måde.
Ifølge efterforksningslederen er de lidt uklart, hvordan hun endte inde i skoven.
- Den er ikke en del af festpladsen, men ligger nær det stisystem, der førte hen til indgangen, siger Søren Ravn-Nielsen.
Han mener, der må være mange mennesker, der kan have set den unge kvinde og måske også gerningsmanden:
- På det tidspunkt har der jo været temmelig meget trafik ved ind- og udgang og i området. Nogen må have bevæget sig rundt ved indgangen og må have bemærket hende.
Oplysningen om, at det 23-årige offer kom ud fra skovområdet kun iført t-shirt og kondisko kommer både fra hende selv og fra folk, der så hende.
Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.