Politiet søger fortsat efter vidner, efter en kvinde natten til lørdag angiveligt blev voldtaget bag Kulturforsyningen i Nykøbing Falster.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget, der måske kan have forbindelse til voldtægten, siger Casper Andersen fra Lokalpolitiet i Nykøbing Falster.
En 27-årig mand blev mandag formiddag anholdt og sigtet for at have begået voldtægten – men politiet valgte efterfølgende at lade manden gå uden at fremstille ham i grundlovsforhør.
Politiet har dog valgt at opretholde sigtelsen mod manden for at have begået voldtægten.
Allerede mandag valgte politiet at efterlyse vidner i sagen. De håber dog at høre fra endnu flere.