Nyheder fra din hverdag

Præst fra Tømmerup erkender forhold til mindreårig

Foto: TV ØST

Politiet opfordrer forældre til at tale med deres børn for at finde ud af, om der er flere, som har været udsat for seksuelle overgreb.

En 46-årig præst fra Tømmerup Kirke ved Kalundborg erkender, at han har haft et forhold til en mindreårig.

Præsten har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af juni og er sigtet for seksuelle overgreb mod flere børn i lokalområdet.

Men det er altså kun ét af forholdene, som præsten erkender at være skyldig i.

- Min klient nægter sig skyldig i alle øvrige rejste sigtelser, siger den sigtedes forsvarsadvokat, Thomas Philip, til TV ØST.

Manden er blandt andet anklaget for at have onaneret på en 12-årig dreng og for at have leget forskellige seksuelle lege med ham. Ifølge sigtelsen skulle manden også have tilbudt at betale for seksuelle ydelser og opfordret den 12-årige dreng til at sende nøgenbilleder.

Leder efter mulige ofre

Der har tidligere været navneforbud i sagen, men det har anklagemyndigheden fået ophævet, fordi de har mistanke om, at der er sket overgreb mod flere børn end dem, politiet allerede kender til.

- Vi er nået langt i vores efterforskning med de forhold, der nu er i sagen, men vi har mistanke om, at der er flere børn, som vi ikke har talt med endnu, der har været udsat for overgreb i forbindelse med deres kontakt med præsten ved Tømmerup Kirke, siger politikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi, i en pressemeddelelse.

Præsten er blandt andet sigtet for i perioden 1. juni 2015 til 23. maj 2016 på sin bopæl i Kalundborg Kommune at have haft andet seksuelt forhold end samleje med en 12-årig dreng.

Begæret sin afsked

Politiet opfordrer derfor forældre i området til at tale med deres børn, og hvis de har mistanke om, at der er fundet overgreb sted, så skal de kontakte politiet.

Advokat Thomas Philip fortæller derudover til TV ØST, at den sigtede selv har begæret sin afsked som præst i Tømmerup, og den afsked har han fået tildelt.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?