Politiet jagter fartbøller på sjællandske skoleveje

Den landsdækkende kontrol på landets skoleveje løber fra mandag den 8. til og med fredag den 12. januar. Foto: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

I den kommende uge er politiet på vagt på skolevejene for at fange fartbilister og cyklister med mobilen i hånden.

Der bliver kørt alt for stærkt på landets mange skoleveje.

Derfor vil alle landets politikredse i den kommende uge gennemføre færdselskontrol på skolevejene. Det skal gøre vejene mere sikre og være med til at forebygge, at børn og unge kommer til skade, når de går eller cykler til og fra skole.

Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn

Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn. Rigtig mange af bilisterne kører også for stærkt, og for høj fart er involveret i mange trafikulykker, udtaler Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse

- Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontroller på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene, tilføjer han.

Holder øje med cyklende skolebørn

Under kontrollerne vil politiet desuden holde øje med, om de cyklende skolebørn overholder færdselsreglerne og passer på sig selv i trafikken.

Politiet vil eksempelvis tjekke, om børnene taler i håndholdt mobil, mens de cykler, har husket cykellygterne og om de går eller cykler over for rødt. 

Læs også Bilist kørte 134 kilometer i timen på skolevej

Tal fra vejdirektoratet viser blandet andet, at ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige.

Da politiet i samme periode i januar 2017 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev cirka 4.400 bilister ifølge Rigspolitiets Nationale Færdselscenter sigtet for at køre for stærkt.

Den landsdækkende kontrol på landets skoleveje løber fra mandag den 8. til og med fredag den 12. januar. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App