Det vi har sammen

Politiet jagtede stjålet bil ad landeveje i 20 minutter

00:22

En politipatrulje måtte i dag ud i en længere biljagt.

En politipatrulje fra Sydsjælland måtte lørdag opgive at få fat på to personer i stjålet bil efter biljagt.

Speedometeret stod på mellem 150 og 180 kilometer i timen, da en politibil fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lørdag jagtede en stjålet bil i 20 minutter.

Biljagten begyndte på Slagelse Landevej ved Rosted på Sjælland omkring klokken 13.30 lørdag.

Her ser en politipatrulje en bil, som er blevet meldt stjålet i Jylland.

Ender i Korsør

Da politibetjentene gør tegn til bilen om at holde ind til siden, træder føreren speederen i bund.

- Patruljen eftersætter bilen i 20 minutter og ender i Korsør, hvor de mister bilen af syne i en kort periode, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Da de kort efter finder bilen igen, er føreren og passageren stukket af til fods, siger han.

Stod på i 20 minutter

Ifølge vagtchefen nåede de to biler at tilbagelægge omkring 40 kilometer ad landeveje på 20 minutter.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde de to mænd, som man nu forsøger at få fat på ved hjælp af fingeraftryk og andre spor fra bilen.

Ehm Christensen forklarer, at sådan en biljagt altid er en "kæmpe vurderingssag" for politiet.

- Betjentene skal hele tiden vurdere, hvor hårdt de kan presse bilen, der stikker af. Flugtbilen skal jo ikke presses så meget, at den kører galt eller kører ind i andre. Det sker jo nogle gange, siger han.

Tip os Har du et godt tip?