Politiet: Ingen frygt for terror på Vig Festival

Foto: TV ØST

Borgerne skal ikke tænke på terrorfrygt på Vig Festival – lad politiet holder øje, beder de. De har dog alligevel fem gode råd til festivalgæsterne.

De 15.000 ventede gæster på Vig Festival skal ikke være bekymrede for risikoen for terror.

Sådan lyder meldingen fra politiet før festivalen torsdag skydes i gang i Odsherred.

Meldingen kommer efter, at Roskilde Festival tidligere på sommeren forstærkede sit terrorberedskab, men gæsterne på Vig Festival skal ikke være bekymrede, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi politifolk er ekstra opmærksomme. Men gæsterne skal ikke spekulere på det, men i stedet have en god og festlig festival, siger Carsten Andersen til TV ØST.

Politiet oplyser, at både politi og politihjemmeværnet er til stede på festivalen, og at der som tidligere år samtidig vil blive afholdt alkoholkontrol i området omkring festivalen, mens den står på.

De gode råd

Politiet har fem gode råd til festivalgængerne:

1. Undgå at efterlade penge og værdigenstande i teltet. Tyvene er især ude efter tablets, mobiltelefoner og kameraer. Lad det dyre udstyr blive hjemme, hav det på dig, eller lås det inde.

2. Pas på hinandens ting, og hold øje med naboens telt. Hvis du ser noget mistænkeligt, nogen der ikke hører til, eller nogen der lusker rundt, så underret festivalvagterne eller politiet på 114.

3. Lad være med at stille drinks, hvor andre kan putte noget i dem. Hold dig fra euforiserende stoffer, og drik alkohol med fornuft. Hvis du selv eller en ven eller veninde alligevel har fået for meget at drikke, så sørg for, at du, han eller hun ikke er alene.

4. Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie inden, du tager på festival om, at du ringer eller sender en SMS hjem med jævne mellemrum, så de ved, at du har det godt.

5. Skulle der ske noget alvorligt, der involverer mange mennesker, så lad være med at ringe, da telefonnettet kan gå ned. Send i stedet en SMS eller skriv på Facebook eller Twitter eller andre sociale medier: ”Jeg er ok”, så dine pårørende ikke bliver bekymrede.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App