Telefonen har været tavs hos Midt- og Vestsjællands Politi, efter de i går sendte en pressemeddelelse ud om en 46-årig præst fra Tømmerup, der er sigtet for seksuelle overgreb på flere børn i lokalområdet.
Politiet opfordrede ellers forældre i lokalområdet til at tale med deres børn om sagen, fordi de har mistanke om, at der kan være flere børn, som er blevet udsat for overgreb.
- Vi har ikke fået nogen henvendelser endnu. Men vi er stadig i gang med at undersøge sagen, og der er masser at arbejde med. Så vi mangler ikke noget at lave i sagen, siger politikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
Har erkendt et forhold
Den 46-årige præst fra Tømmerup har været fængslet i sagen siden sidst i juni og er sigtet for overgreb på tre børn. Han skulle blandt andet gennem en periode på et år flere gange haft ”andet seksuelt forhold end samleje” med en 12-årig dreng.
Hans forsvarsadvokat, Thomas Philip, fortalte i går til TV ØST, at den sigtede erkender at have haft et forhold til et af børnene. Han nægter sig skyldig i resten af de rejste sigtelser.
Manden har selv opsagt sin stilling som præst i Tømmerup Kirke.
Hvis du har informationer i sagen, kan du kontakte politiet på 1-1-4.