Politiet har siden juni i år anholdt 17 personer med tilknytning til bandemiljøet på Sjælland og øerne.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Størstedelen af anholdelserne skete i forbindelse med målrettede aktioner mod flere adresser i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds torsdag den 28. juni i år, men sidenhen er flere personer fra bandemiljøet blev anholdt.
Vi har skabt et større tryk på bandegrupperingerne, men vi er nødt til at fastholde vores pres
Senest er en yngre mand blevet varetægtsfængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse. Manden blev pågrebet af jysk politi, selvom sagen, som han er sigtet for, stammer fra Næstved tidligere i år.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi glæder politiinspektør Kim Kliver sig over den seneste indsats mod folk i bandmiljøet.
- Vi har skabt et større tryk på bandegrupperingerne, men vi er nødt til at fastholde vores pres, siger Kim Kliver.
Skød på åben gade i stationsby
Tidligere i dag blev en 22-årig mand fra Stenlille med tilknytning til bandemiljøet også varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for et drabsforsøg begået i Stenlille på Sjælland den 28. maj.
En anden mand sidder allerede fængslet i sagen, hvor flere ukendte personer undgik kuglerne ved at søge dækning bag en parkeret bil på Stationsvej i Stenlille. Det fremgår af anklagemyndighedens sigtelse.
Både sagen fra Stenlille og sagen Næstved er ifølge politiinspektør Kim Kliver et udtryk for, at den omfattende indsats mod bandemiljøet virker.
- Og der kommer flere anholdelser, siger Kim Kliver.