Det udviklede sig til en længere politijagt, da tre unge mænd i nat forsøgte at stikke af fra et indbrud i Skælskør.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi fik en melding fra et vidne om tre unge mænd, der var iført sort tøj, som løb ud fra butikken og satte sig ind i en mindre grå personbil, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De tre tyve havde ifølge politiet smadret en rude i slikbutikken på Algade 4 i det centrale Skælskør.
Stak af til fods
Vidnet nåede dog at notere bilens nummerplade, som politiet straks sendte videre til flere patruljer i området.
- Det ender med, at vi kan spærre dem lidt inde. Vores patrulje i Næstved når dem, men de forsøger at stikke af. Heldigvis får vores patrulje får dog løbet dem op og anholdt dem, oplyser vagtchefen.
- Den ene er under 18 år, mens de to andre er i starten af 20erne, tilføjer vagtchefen.
De tre unge mænd er blevet sigtet for indbrud og skal senere på dagen afhøres nærmere.