Det vi har sammen

Politiet anholder 19-årig med banderelationer i Nakskov

Nakskov har været ramt af flere banderelaterede hændelser de seneste måneder. I juli blev to personer blandt andet ramt af knivstik i denne kiosk i byen. Foto: Phillippa Maigaard - TV ØST

Torsdag formiddag anholdt politiet en 19-årig mand i Nakskov. Han har relationer til bandemiljøet og har været efterlyst.

Røveri, ulovlig tvang og brugstyveri.

Det er, hvad en 19-årig mand fra Nakskov er blevet sigtet for, efter han torsdag formiddag blev anholdt.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Uro under bandeaktion i Nakskov: Politi finder skydevåben og narko

Manden har banderelationer og har været efterlyst i noget tid, men ellers kan politiet ikke oplyse mere. Den unge mand bliver nemlig netop nu fremstillet i grundlovsforhør, og her er der lukkede døre. 

Flere banderelaterede hændelser

Den seneste tid har der været flere banderelaterede episoder på Lolland og Falster, hvor banderne Mongols og Satudarah kæmper om det kriminelle marked.

Læs også Knivstikkeri i Nakskov er med al sandsynlighed banderelateret

Blandt andet blev en 19-årig og en 20-årig mand ramt af knivstik i slutningen af juli i Tårsvejens Kiosk i Nakskov. Politiet sagde dengang, at de regnede med, at knivstikkeriet var banderelateret. 

Og onsdag aften gennemførte politiet så en aktion mod bandemiljøet i Nakskov. Det udløste uro i byen, da en række mennesker mødte op i byen for at forhindre politiets arbejde på stedet. 

Under aktionen fandt politiet narkotika og flere våben – og en enkelt person blev anholdt. Han blev varetægtsfængslet frem til den 26. september ved et retsmøde, der også blev afholdt bag lukkede døre. 

Læs også To uger efter bandeoverfald: Nu er kiosken ramt af påsat brand

Tip os Har du et godt tip?